Mandagens aktier: Forventningens glæde løftede C20

Udgivet den 27-08-2012  |  kl. 17:02  |  

Det toneangivende danske C20-indeks lukkede mandag i plus, og dermed tog det endnu et skridt mod toppen. NKTs aktionærer var dog fortsat sat i skammekrogen i takt med, at analytikerne kvitterede for fredagens regnskab med nedjustering efter nedjustering. I den gode ende steg aktierne i A.P. Møller - Mærsk efter gode norske nyheder.

Samlet steg C20 med 0,5 pct. til indeks 489,87, og indekset er dermed steget med 27 pct. år til dato fra indeks 389,95 kr. Mandag steg aktierne Europa over, da der blev set frem mod fredag, hvor den amerikanske centralbankchef, Ben Bernanke, holder tale ved Jackson Hole-symposiet. Her spejdes efter indikationer af endnu en omgang kvantitative lempelser.

- Det var ikke store bevægelser mandag, men der er også mest fokus mod, hvad der kommer frem fra Jackson Hole fredag. Der er mange der forventer, at der kommer noget fra centralbanken. Den gode periode, vi har haft over sommeren, er kommet fra forventninger om, at der kommer noget både fra Kina, ECB og Fed. Så vi skulle gerne snart have nogle klare beviser, hvis ikke markedet skal blive skuffet, siger aktiehandler i Jyske Bank Martin Munk til Ritzau Finans.

C20 krydsede ganske kortvarigt indeks 500 i midten af august, men er faldet en smule tilbage derfra. Hos Jyske Bank venter man ikke, at aktierne over en bred kam har meget mere i sig i år.

- Vi mener ikke, at vi er så langt fra at være i mål set på hele året, og at der godt kan komme lidt sivende markeder snart. Men vi skal lige se, hvad der sker i denne her uge. Vi tror ikke, der er så meget tilbage på op-siden, men det bliver ikke flad linje, så der er masser af mulighed for at handle, siger Martin Munk.

NKTs aktionærer vil håbe på, at der er stigninger tilbage i aktien. Kurshugget på 9 pct. fredag oven på det skuffende regnskab og nedjusteringen blev fulgt op af et fald på 1,6 pct. til kurs 188 mandag. Det skete i takt med, at analytikerne fik de nye tal gennem deres regneark, og satte nye kursmål og gav nye anbefalinger.

Nordea og Carnegie sænkede deres anbefalinger til "hold" fra "køb", mens Nykredit sænkede til "underperform" fra "neutral". Jyske Bank fastholdt sin reduceranbefaling, men sænkede sit kursmål. Det var de ikke ene om. Nordea sænkede kursmålet til 210 kr. fra 240 kr., Handelsbanken til 255 kr. fra 300 kr., Nykredit til 200 fra 220 og Alm. Brand fra 230 til 190 kr.

- NKT fik nogle drøje hug fra analytikerne, så det er ikke unaturligt, at aktien falder. Vi har også selv fastholdt vores vores negative anbefaling og ser eksekveringsrisiko også i fremtiden for selskabet, siger Martin Munk.

I toppen af C20 befandt Vestas sig med en stigning på 3 pct. til kurs 33,91. Det skete uden stort nyt, og tilskrives den voldsomme volatilitet, aktien har i øjeblikket. FLSmidth steg med 2,3 pct. til kurs 349,90 ligeledes uden større nyheder.

A.P. Møller - Mærsks B-aktie steg med 0,9 pct. til kurs 40.520 efter et sæt gode nyheder for Norge. Svenske Lundin Petroleum kunne berette om en opløftende efterforskningsboring i det gigantiske Johan Sverdrup-felt, der anslås at indeholde mellem 1,7 og 3,3 mia. tønder olie. Samtidig fandt Statoil estimeret 270 mio. tønder olie i Geitungen-feltet, og berettede, at det sandsynligvis hænger sammen med Johan Sverdrup. En Statoil-talsmand fortalte, at man vil opdatere estimatet for det store felt, hvor Maersk Oil sidder på 20 pct. af en af de to licenser, der udgør feltet, i slutningen af året.

Berenberg Bank fortalte i en analyse, at man ser Maersk Oil nå sit mål om en produktion på mindst 400.000 tønder olie om dagen i 2018, og at markedet endnu ikke har indregnet den gevinst i kursen. På negativsiden for A.P. Møller - Mærks sænkede Jyske Bank sit kursmål til 38.000 kr. fra 46.000 kr. og sin anbefaling til "reducer" fra "køb", da men ser fornyet ratepres mellem Asien og Europa med der til hørende effekt på Maersk Lines indtjening.

Blandt sidepapirerne kom der regnskab for MT Højgaard, og dermed også for Monberg & Thorsen og Højgaard Holding. MT Højgaard omsatte for 5503 mio. kr. i første halvår med et tab på bundlinjen på 117 mio. kr. Forventningerne til hele året blev fastholdt, og ses dermed stadig "på niveau med 2011". Monberg & Thorsen steg 1,2 pct. til 165 kr. og Højgaard Holding steg 2,7 pct. til 76 kr.

/ritzau/FINANS

Bertil Barkholt Fruelund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder

17:46 Europa/lukning: RFK som USA's sundhedsminister var gift for medicinalaktierne
17:07 Fredagens aktier: Nedtur til medicinalaktierne trak C25 i laveste niveau i år
17:00 Fredagens obligationer: Renten hoppede på stedet trods stærke tal fra USA
15:52 Forventninger dæmpes: Nu kun "fifty-fifty" om Fed sænker renten i december
15:39 USA/åbning: Kommentar fra Powell om renteudsigterne presser aktierne
15:08 Tørlastindekset Baltic Dry stiger for ottende gang på ni dage
14:00 USA/tendens: Powells rolige rentetilgang sender futures i rødt
13:55 DFDS-aktien i vejret efter alligevel at være kommet i mål med tyrkisk opkøb
13:16 Europa/aktier: Valg af vaccineskeptiker som USA's sundhedsminister tynger medicinal
13:14 DFDS køber alligevel tyrkisk virksomhed men på nye betingelser
13:07 SP Groups markante indtjeningsfremgang drevet af øget salg af egne varemærker
12:55 Trumps udnævnelse af kontroversiel sundhedsminister lægger pres på danske medicinalaktier
12:01 Obligationer/middag: Renten går et nøk ned inden amerikansk detailsalg
11:54 Aktier/middag: Bavarian får klø efter regnskab og kontroversielt ministervalg i USA
11:24 Efter en periode på sidelinjen anbefaler Danske Bank igen køb af NKT-aktien
11:12 Vi har rykket en del af julegaveindkøbene til andet kvartal siger MAtas-topchef
10:34 Bavarian Nordic løfter lidt af sløret for 2025: Har hentet ordrer for 2,4 mia. kr.
10:07 Topchef i Matas om omsætningsvækst: Flere nye varer, striber i Norden og hurtig levering
09:22 Bavarian dykker på bekymringer om 2025 og USA's nye sundhedsminister
09:20 Bavarian-aktie styrtdykker med 16 pct. efter regnskab og nyt fra USA