USA/T-bonds: Rentestigning på fastholdt pengepolitik

Udgivet den 21-03-2013  |  kl. 07:02  |  

De amerikanske renter steg onsdag efter det to dage lange møde i den amerikanske centralbank - Federal Reserve.

Centralbanken fastholdt de pengepolitiske lempelser uændrede, og noterede, at bankens opkøbsprogram vil fortsætte for at "gøre de bredere finansielle betingelser mere lempelige", indtil arbejdsmarkedet er tilbage på sporet, efter det to dage lange pengepolitiske møde. Samtidig fastholdes den korte rente tæt på nul, og det gav øget risikolyst på bekostning af de rentebærende papirer.

Den toneangivende, amerikanske statsobligation - den 10-årige T-bond - sluttede onsdag med en rente på 1,96 pct. i New York efter en rentestigning på 5 basispoint eller 0,05 pct.point.

Torsdag morgen handles T-bonden uændret med en rente på 1,96 pct. på markedet i Tokyo, som er tilbage efter onsdagens helligdag.

Federal Reserve fastholdt opkøbsprogrammet på 85 mia. dollar af stats- og realkreditobligationer, og centralbanken justerede samtidig vækstprognosen. Den lyder nu på en vækst på mellem 2,3 pct. og 2,8 pct. Arbejdsløsheden ventes at falde til mellem 7,3 pct. og 7,5 pct.

- Det er "steady as she goes". Fed er bekymret for, at der er dybt forankrede problemer, og det er derfor, de er villige til at fortsætte med de lempelige vilkår, siger analytiker Richard Schlanger fra Pioneer Investments i Boston til Bloomberg News.

På pressemødet i forlængelse af FOMC-mødet advarede centralbankchef Ben Bernanke om, at selv om arbejdsmarkedsdataene er forbedret i februar, vil tendensen næppe vare ved.

- Vi har før haft perioder, hvor vi har haft en forbedring på 300.000 arbejdspladser i et par måneder, blot for at se jobmarkedet svækkes igen, lød det fra Fed-chefen.

Fastholdelsen af den lempelige pengepolitik giver finansmarkederne tro på, at der før eller siden vil komme gang i amerikansk økonomi. Fed oplyste, at centralbanken agter at holde målet om en rente nær nul, så længe arbejdsløsheden fortsat over 6,5 pct., mens inflationen estimeres til at være 2,5 pct.

- Jeg er blevet endnu mere optimistisk med hensyn til amerikansk økonomi end før. Stærke pengepolitiske lempelser, som dem Fed nu fører, giver typisk anledning til køb af obligationer i første omgang, men forbedringer i de økonomiske nøgletal vil gradvist føre til højere obligationsrenter, siger chefstrateg Masaru Hamasaki fra Toyota Asset Management i Tokyo til Bloomberg News.

Onsdagen bød ikke på væsentlige nøgletal, men torsdag kan investorerne se frem til de ugentlige data for nytilmeldte ledige, foruden boligpriserne og salg af eksisterende boliger. Der kommer også tillidsindekset Philadelphia Fed og - som rosinen i pølseenden - de ledende indikatorer.

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder

17:50 Europa/lukning: Norsk tankrederi tog fronten og sejlede mod strømmen i rødt Europa
17:04 Mandagens aktier: Pandora og medicinalselskaber ramt af rentepres i rød start på ugen
17:01 Mandagens obligationer: Renten fortsatte op efter stærk jobrapport og før inflationstal
15:42 USA/åbning: Amerikanske aktier dykker efter højere renter og længere udsigt til lempelser
14:50 Shipping: Baltic Dry-indekset stiger 4,3 pct.
14:42 USA/tendens: Rød start lurer efter at renter stiger og udsigten til lempelser skubbes væk
14:15 Djurslands Bank får højere overskud i 2024 end ventet
13:23 Ørsted får nyt laveste kursmål af amerikansk finanshus
13:21 Novo står fortsat fint i konkurrencen på fedmemarkedet - storbank gentager "køb"
12:56 Pandora falder mest i fem måneder fra højeste niveau nogensinde
12:50 Johnson & Johnson i stor milliardhandel: Køber Intra-Cellular for over 100 mia. kr.
12:33 Europa/aktier: Norsk tankrederi tager fronten og bryder rød tendens i Europa
12:19 Netcompany indgår milliardaftale med pensionsfællesskabet Forca
12:16 Ny lovgivning baner vejen for udvikling af havvindenergi i Brasilien
11:52 Obligationer/middag: Renten fortsætter op efter stærk jobrapport og før inflationstal
11:44 GN-aktien fortsætter nedturen: I laveste niveau siden november 2023
11:37 Aktier/middag: Udsigt til høje renter giver rød start på ugen med Pandora i bunden
11:10 Norwegian dykker på børsen efter nedjustering: Svækket norsk krone rammer driften
10:15 DFDS: Fragtmængderne steg i december
10:08 Apples salg af iPhones faldt 5 pct. i fjerde kvartal