DSV/SHB: Opkøb vil skabe værdi - "køb"

Udgivet den 22-04-2013  |  kl. 12:32  |  

Efter fire års dødvande er opkøb atter kommet på dagsordenen i DSV, vurderer Handelsbanken, der ser opkøb som et godt og værdiskabende alternativ til tilbagekøb af egne aktier. Banken hæver anbefalingen af DSV til "køb" fra "akkumuler", og kursmålet løftes med 30 kr. til 170.

- Køb af selskaber har været særdeles værdiskabende for DSV: Vi estimerer, at de tidligere akkvisitioner har givet et afkast på 14-16 pct. af den investerede kapital, når man indregner synergier, skriver Handelsbanken, der derfor generelt er fortaler for, at transportkoncernen geninvesterer en større del af overskuddet.

- Skrues der op for akkvisitionstempoet, vil det give mindre ammunition til tilbagekøb af egne aktier, hvilket vi venter vil blive reduceret til omkring 500 mio. kr. i år. Men vi tror også, at akkvisitionerne har potentiale til at øge indtjeningen pr. aktie mere end den passive strategi med at købe aktier tilbage, skriver Handelsbanken.

Banken spår, at DSV havde svære markedsvilkår i første kvartal, men tilbagefald i aktien i forbindelse med regnskabet vurderes som en købsmulighed.

Aktien i DSV stiger mandag 1,6 pct. til 136,9 kr. Ifølge Handelsbanken er der dog et godt stykke op til værdiansættelsen af DSVs konkurrenter. Målt på de estimerede, tilbagediskonterede pengestrømme, vurderer Handelsbanken, at DSV-aktiens værdi er over 200 kr. per aktie.

/ritzau/FINANS

Jakob Dalskov +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk