Østjydsk Bank føjer nedskrivninger på 127 mio til regnskab -NY2

Udgivet den 05-07-2013  |  kl. 17:28  |  

Kriseramte Østjydsk Bank korrigerer nu sit regnskab for 2012, hvor der nedskrives for yderligere 126,9 mio. kr. Nedskrivningerne var oprindelig blevet bogført i regnskabet for første kvartal 2013.

Det sker, efter at Finanstilsynet i slutningen af maj fandt frem til, at der var behov for ekstra nedskrivninger på i alt 342 mio. kr. i banken, oplyser Østjydsk Bank i en fondsbørsmeddelelse fredag eftermiddag.

- I forlængelse af Finanstilsynets ordinære inspektion af Østjydsk Bank, afsluttet i maj måned 2013, har tilsynet påbudt banken at foretage en vurdering af, hvor stor en andel af de under inspektionen opgjorte ny- og mernedskrivninger der, i lyset af gældende regnskabsregler, allerede burde være udgiftsført i bankens årsrapport for 2012, skriver banken.

Nedskrivningerne for regnskabsåret 2012 er dermed oppe på i alt 490,9 mio. kr. mod 364 mio. kr. i det regnskab, som banken i første omgang offentliggjorde.

Dermed sluttede Østjydsk Bank reelt regnskabsåret med et minus på 329,8 mio. kr. før skat. Det tal var før de nye nedskrivninger 202,9 mio. kr.

Østjydsk Bank leverede et skuffende regnskab for første kvartal, hvor man - med den nye periodisering af nedskrivningerne - kom ud med et underskud på 191 mio. kr. før skat. Banken er derfor nødt til at skaffe ny kapital for at leve op til det individuelle solvenskrav fra Finanstilsynet.

/ritzau/FINANS

Peder Top Poulsen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk