Aktier/middag: Mandagens stigninger fortsætter

Udgivet den 09-07-2013  |  kl. 11:48  |  

De positive takter fra mandag fortsætter tirsdag for eliteindekset C20 Cap, som ved 11.40-tiden stiger omkring 0,6 pct. til indeks 576,0.

Dermed går de danske aktier i flok med de europæiske, der over en bred kam også ligger i mindre plusser omkring middagstid.

I toppen af C20 Cap ligger FLSmidth, mens Vestas for sjette dag i træk er at finde i den pæne ende af indekset.

FLSmidth har tirsdag fået sænket sit kursmål hos JPMorgan Chase til 309 fra tidligere 338 kr., men stiger alligevel med 2,4 pct. til 264,90 kr. FLSmidth følger trenden for råvareselskaber i Europa, der er en af de sektorer, der klarer sig bedst tirsdag. Dermed udligner selskabet en smule af året kursfald, men der er stadig langt op til de 397 kr., som en FLSmidth-aktie kostede i februar.

Vestas stiger 1,5 pct. til 91,1 kr. per aktie, og hvis det holder indtil børsluk, vil det være højeste lukkekurs siden slutningen af oktober 2011. Vindmølleselskabet har ikke offentliggjort en mølleordre i USA siden februar 2012, men der er stadig gang i selskabets fabrikker i staten Colorado, hvor man på tårnfabrikken i Pueblo planlægger at ansætte mindst 100 nye medarbejdere, fortæller en Vestas-talskvinde til lokalavisen Pueblo Chieftain.

De danske banker stiger over en bred kam oven på en Nomura-analyse, hvori den japanske storbank fremhæver banksektoren som den bedste investering i Norden.

Jyske Bank, Nordea og Danske Bank stiger mellem 1 og 1,3 pct. Royal Bank of Canada har sænket sit kursmål for Danske Bank-aktien til 100 kr. fra 110. kr., mens anbefalingen fortsat er ”underperform”.

A.P. Møller–Mærsk har tirsdag offentliggjort en aftale med Dong Energy med leje af boreriggen Maersk Resolve. Dong Energy skal bruge riggen til at bore i den britiske del af Nordsøen fra august til juni 2014, og kontrakten har en værdi af 58 mio. dollar (336 mio. kr.) for Maersk Drilling, der er et datterselskab af A.P. Møller–Mærsk. A- og B-aktien i Mærsk stiger henholdsvis 0,6 og 0,3 pct. til 42.720 kr. og 40.440 kr.

I bunden af C20 Cap ligger Pandora og Lundbeck som de eneste selskaber i minus uden nogen selskabsspecifikke nyheder. Pandora-aktien er dog over de seneste uger steget fra 173,50 kr. og ligger trods et kursfald tirsdag på 1,3 pct. i 216,20 kr.

/ritzau/FINANS

Peder Top Poulsen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder

17:43 Europa/lukning: Novo-comeback sikrede marginalt plus til europæiske aktier
17:18 Mandagens obligationer: Rolig dag på det danske obligationsmarked
17:04 Mandagens aktier: Comeback til Novo sikrede julefreden i C25
17:01 Mandagens obligationer: Renten stod i stampe på rolig dag
16:43 Zealand Pharma kroner første år i C25-indekset med titlen som den mest stigende aktie
16:06 Nordea kritiseres af tidligere chefstrateg for bureaukratiske barrierer for iværksættere
15:46 USA/åbning: Spinkel fremgang og forsigtige investorer
15:07 Arvinger køber og afnoterer amerikansk stormagasin
14:33 Vestas-analytiker: Målposten kan fortsat nås i fjerde kvartal - usikkerhed om 2025
14:10 USA/tendens: Plusserne aftager inden åbningen
13:16 Vestas modtager fire europæiske ordrer med samlet kapacitet på 151 MW
12:15 Europa/aktier: Novo Nordisk stråler i toppen af det europæiske aktiemarked
12:14 Equinor afslutter købet af 10 pct. af aktierne i Ørsted
12:01 Obligationer/middag: Julefreden indfinder sig på obligationsmarkedet
11:56 Svensk casinoudbyder styrtdykker: Undersøges af britisk spillekommission
11:50 Aktier/middag: Novo-comeback trækker C25 med op i juleslutspurt
11:14 Jeudan-topchef oplever stor kundetilgang: Er ret tilfreds med porteføljens beliggenhed
10:33 Elon Musk retter sparekniven mod "absurd overbemandet" Federal Reserve
10:26 Britisk olieserviceselskab i voldsomt kursfald efter restrukturering
10:02 Novo får amerikansk godkendelse til nyt blødermiddel