Aktier/tendens: Længere væk fra rekordhøjderne

Udgivet den 15-08-2013  |  kl. 08:26  |  

Efter et stormvejr af regnskaber onsdag, stilner det en anelse af på den front torsdag, hvor ikke et eneste C20-selskab er aktuelt med nye tal. Til gengæld fremlægger en række selskaber uden for eliteindekset deres regnskaber, og en lang række nøgletal fra den anden side af Atlanten kan potentielt kaste kursreaktioner af sig.

Det toneangivende C20 Cap-indeks ventes at åbne en anelse til den dårlige side, efter at amerikanske indeks røg i rødt onsdag, mens de asiatiske børser også ser ud til at lukke i negativt terræn. I formarkedet indikeres det britiske FTSE-indeks at falde 0,4 pct., når markedet åbner op torsdag.

- Vi kommer til at se mindre fald fra starten, og dagen skal bruges lidt til at absorbere nogle af regnskaberne fra i går og begynde at kigge fremad mod i morgen. Nøgletal fra USA kan kaste mindre bevægelser af sig, vurderer aktierådgiver i Nordea Jesper Bamberger over for Ritzau Finans.

Dermed ser det ud til, at C20 Cap lægger yderligere afstand til den indeksrekord, der blev sat tirsdag i 614,19. Onsdag lukkede indekset 0,13 pct. lavere i 613,40.

FLSmidth kan blive interessant at følge, efter at den schweiziske cementkolos Holcim i sit regnskab torsdag morgen understregede, at selskabet vil holde den sparekurs, det har udstukket. Holcim melder om positiv udvikling i priserne i alle geografiske områder undtaget Europa.

Også Vestas har fået nyt fra konkurrenten Nordex. Den tyske vindmølleproducent opjusterer i regnskabet sine forventninger til resten af regnskabsåret efter et stærkt første halvår. Blandt andet hæves omsætningsforventningerne til 1,3-1,4 mia. euro fra 1,2-1,3 mia. euro.

Aktien i FLSmidth voksede onsdag 0,2 pct. til 290,6 kr., mens Vestas-aktien steg 1,5 pct. til 113,4 kr.

Genmab præciserede i sit regnskab for andet kvartal, der blev offentliggjort efter børslukketid onsdag, sine forventninger en anelse i den pæne retning. Selskabet venter nu en omsætning for hele 2013 på 550-590 mio. kr. mod tidligere 540-580 mio. kr. Også forventningerne til driften blev justeret op ad, så Genmab nu regner med et driftsunderskud i intervallet 10-75 mio. kr. mod tidligere 40-90 mio. kr.

Genmab-aktien blev løftet knap 1 pct. til 170,3 kr. onsdag.

Knap en time før børsåbning har rederiet Torm offentliggjort sit regnskab for andet kvartal, som i lighed med Genmab bød på en lille opjustering af forventningerne til resten af regnskabsåret.

Torm venter nu et driftsoverskud, EBITDA, på 90-110 mio. dollar og et underskud før skat på 100-120 mio. dollar. Tidligere regnede selskabet med et driftsoverskud i niveauet 80-110 mio. dollar og et underskud før skat omkring 100-130 mio. dollar. På bundlinjen i andet kvartal endte underskuddet på 30,2 mio. dollar mod 132,1 mio. dollar i samme kvartal sidste år.

Investorerne vil torsdag forsøge at positionere sig inden fredagens regnskab fra A.P. Møller - Mærsk. Blandt analytikerne er der meget delte meninger om, hvad selskabet vil berette om i sit halvårsregnskab. Specielt containerdivisionen Maersk Line bliver interessant at følge, da der er stor spredning mellem estimaterne. Én analytiker venter et underskud i divisionen på 1,1 mia. kr., mens en anden tror på et overskud på 853 mio. kr. ifølge estimater indsamlet af SME Direkt for Ritzau Finans.

Dertil vil der være fokus på Jyske Bank, William Demant og GN Store Nord, efter at de tre C20-selskaber onsdag fremlagde regnskabstal. Det kan kaste en række kursmåls- og anbefalingsændringer af sig fra analytikerne, når de har gransket tallene. Torsdag morgen har SEB Enskilda været på banen og nedjusteret anbefalingen af Jyske Bank til "hold" fra tidligere køb".

Bankens aktie faldt onsdag 0,7 pct. til 264,8 kr., William Demant-aktien dykkede 2,1 pct. til 488,1 kr., mens GN-aktien hoppede 3,9 pct. til 121,5 kr.

Nøgletal fra den amerikanske økonomi vil i løbet af eftermiddagen kunne rykke markederne. Der bydes både på nyt om nytilmeldte ledige, forbrugerpriser og industriproduktion - og mere til.

Torsdagen er der desuden regnskaber fra Schouw, Spar Faaborg, Diba Bank, Tivoli, Vestfyns Bank, Vordingborg Bank, ØK, Land & Leisure og Asgaard.

/ritzau/FINANS

Peder Top Poulsen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder

17:51 Europa/lukning: Inflationsnyt sendte aktierne op med britisk byggeaktie i top
17:16 Onsdagens obligationer: Stort rentefald i kølvandet på bløde amerikanske inflationstal
17:10 Onsdagens aktier: Vestas og Ørsted toppede grønt C25 efter positivt inflationsnyt fra USA
16:28 USA vil begrænse nikotin i cigaretter - tobakaktier dykker
15:56 Torm får skåret kursmål
15:43 USA/åbning: Bankaktier fører an i flyvende start efter opløftende inflationsnyt
14:49 Kerneinflation aftager i USA: Økonom kalder det godt nyt for rentemarkedet
14:32 Citigroup leverer også en bedre end ventet indtægtsudvikling
14:23 USA/tendens: Bankregnskaber og inflationsnyt tager fokus inden ventet grøn åbning
14:02 Opec ser stabil vækst i olieefterspørgslen i 2026
13:17 Wells Fargo stiger i formarkedet efter bedre renteindtægter end ventet
13:07 JPMorgans indtægter udviklede sig bedre end ventet
13:00 Europa/aktier: Britisk byggeri topper grønt marked inden amerikanske inflationstal
12:56 JPMorgans indtægter udviklede sig bedre end ventet
12:44 Vestas-aktie i hopla efter vigtig bemærkning fra topchef i nyhed om ny finansdirektør
11:49 Obligationer/middag: Små rentefald forud for vigtig inflationsnyt fra USA
11:40 Aktier/middag: Vestas og Ørsted topper spændt C25 inden inflationsnyt fra USA
11:35 Mærsk får pillet en tusindlap af kursmålet til 12.700 kr. hos Morningstar
11:11 Air France-KLM og Norwegian sendes på retur efter nedgradering hos Barclays
10:42 Europas største økonomi havde negativ vækst for andet år i træk sidste år