GN Resound/CEO: Resound Linx skal nok skaffe os markedsandele

Udgivet den 17-10-2013  |  kl. 17:34  |  

Verdens første Made for iPhone-høreapparat bliver delvist lanceret af GN Store Nords høreapparatforretning, GN Resound, sidst på året, og det er noget, man glæder sig til på direktionsgangen i det danske selskab.

Resound Linx er navnet på nyskabelsen, og hos GN selv forventer man at hente en stribe nye kunder på opfindelsen.

- Vores mål er jo at vinde markedsandele, og det er der to måder at gøre på. Den ene er at få helt nye kunder, og den anden er at komme op i hierarkiet, så vi bliver eksempelvis andetvalg i stedet for tredjevalg, siger Lars Viksmoen, administrerende direktør hos GN Resound, i et interview med Ritzau Finans i forbindelse med EUHA-messen i Nürnberg.

- Der er rigtig meget stigmatisering i den her branche, og derfor er penetrationen blandt flere af dem, der reelt behøver høreapparat relativt lille. De her produkter begynder nu at blive så smarte, at det er muligt, at der er nogen, som har tænkt sig længe om, der pludselig tager beslutningen. Derfor kan det blive en markedsudvidelse i stedet for en kamp om de samme markedsandele.

Han understreger samtidig, at grundkernen i succes med Resound Linx er, at det stadig er et rigtig velfungerende høreapparat - selv uden de eksklusive muligheder for direkte trådløse forbindelser, som samarbejdet med teknologigiganten Apple har bragt.

De ekstra muligheder - blandt andet direkte kontrol gennem en applikation på telefonen samt streaming af musik, radio og podcasts direkte til høreapparatet - er dog fortsat det krydderi, der gør, at GN Resound skiller sig særligt ud fra mængden med Resound Linx.

- Det er slet og ret et utrolig godt høreapparat. Grundkernen er et rigtig godt høreapparat, men de ekstra muligheder er der, hvor vi skiller os specielt meget ud, og det skal vi blive ved med at udvikle, siger Lars Viksmoen.

Langt størstedelen af høreapparatbrugere globalt set er ældre mennesker, hvor penetrationen af iPhones ikke nødvendigvis er særlig stor, og derfor har flere iagttagere bemærket, at GN Resound måske ligefrem har været for hurtige med skabelsen af det, som selskabet selv kalder for fremtiden inden for høreapparater.

Men det argument køber Lars Viksmoen ikke ubetinget.

- Hvis det her var det maksimale, vi kunne nå med vores innovation, så ville jeg købe argumentet om, at det kan være for hurtigt. Men vi er allerede på tredje generation af 2,4 GHz, og vi har planer om at komme videre. Det gør det endnu sværere for konkurrenterne at følge med. Man kan helt sikkert finde markeder, hvor gennemsnitsalderen er meget høj, og hvor iPhones ikke bliver brugt så meget. Men i den situation har vi stadig et rigtig godt høreapparat, siger GN Resound-direktøren.

- I det lidt højere prisniveau, hvor vi befinder os med Resound Linx, er penetrationen af iPhones også generelt højere end flere andre steder.

Made for iPhone-apparatet Resound Linx forventes fuldt udrullet i første kvartal næste år efter en delvis lancering allerede mod slutningen af 2013.

/ritzau/FINANS

Mikkel Brix Kvols +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder

17:43 Europa/lukning: Novo-comeback sikrede marginalt plus til europæiske aktier
17:18 Mandagens obligationer: Rolig dag på det danske obligationsmarked
17:04 Mandagens aktier: Comeback til Novo sikrede julefreden i C25
17:01 Mandagens obligationer: Renten stod i stampe på rolig dag
16:43 Zealand Pharma kroner første år i C25-indekset med titlen som den mest stigende aktie
16:06 Nordea kritiseres af tidligere chefstrateg for bureaukratiske barrierer for iværksættere
15:46 USA/åbning: Spinkel fremgang og forsigtige investorer
15:07 Arvinger køber og afnoterer amerikansk stormagasin
14:33 Vestas-analytiker: Målposten kan fortsat nås i fjerde kvartal - usikkerhed om 2025
14:10 USA/tendens: Plusserne aftager inden åbningen
13:16 Vestas modtager fire europæiske ordrer med samlet kapacitet på 151 MW
12:15 Europa/aktier: Novo Nordisk stråler i toppen af det europæiske aktiemarked
12:14 Equinor afslutter købet af 10 pct. af aktierne i Ørsted
12:01 Obligationer/middag: Julefreden indfinder sig på obligationsmarkedet
11:56 Svensk casinoudbyder styrtdykker: Undersøges af britisk spillekommission
11:50 Aktier/middag: Novo-comeback trækker C25 med op i juleslutspurt
11:14 Jeudan-topchef oplever stor kundetilgang: Er ret tilfreds med porteføljens beliggenhed
10:33 Elon Musk retter sparekniven mod "absurd overbemandet" Federal Reserve
10:26 Britisk olieserviceselskab i voldsomt kursfald efter restrukturering
10:02 Novo får amerikansk godkendelse til nyt blødermiddel