Aktier/middag: Sværvægtere trækker C20 ned

Udgivet den 18-10-2013  |  kl. 11:26  |  

Efter en positiv start er det danske aktiemarked fredag middag gået i minus.

Novo Nordisk og de to Mærsk-aktier tynger C20 Cap, som samlet falder omkring 0,1 pct. til 641,9 på trods af, at 14 ud af indeksets 20 aktier ligger i plus.

Fragtraterne fra Asien til Europa, hvor Maersk Line har store dele af sin indtjening, fortsatte i denne uge med at falde. Det er 11. uge i træk, og dermed er raterne i den periode samlet set faldet 56 pct. Faldet i denne uge var dog på beskedne 14 dollar til 661 dollar per tyvefodscontainer.

Mærsks A- og B-aktie falder begge 0,3 pct. til henholdsvis 49.560 og 52.850 kr.

Novo Nordisk falder 0,7 pct. til 942 kr. uden de store selskabsspecifikke nyheder.

I toppen af C20 Cap tårner GN Store Nord frem. Selskabet har tiltusket sig en del opmærksomhed i denne uge, hvor EUHA-høreapparatmessen i Nürnberg løber af stablen. Fredag er det konkurrenten Sonova, der er aktuel med sin præsentation.

GN-aktien stiger 1,4 pct. til 127 kr.

Også Jyske Bank er indtil videre kommet godt igennem fredagens handel. Bankaktien stiger knap 1 pct. til 297,5 kr., efter at eksperter i Berlingske forudser, at en ny låntype, som Jyske Bank vil tilbyde, kan udfordre de populære F1-lån.

Nyskabelsen går ud på at yde banklån med en løbetid på 30 år til bolig. På grund af de kraftigt forhøjede bidragssatser er banken i stand til at underbyde rentetilpasningslånene, hævder Jyske Bank.

Carlsberg-aktien stiger med moderate 0,3 pct. til 576 kr. Bryggeriets aktionærer har fået nyt om ølproduktionen på det store russiske marked, som i september steg 0,3 pct. på årsbasis. År-til-dato er ølproduktionen i Rusland dog faldet med 9 pct. i forhold til samme periode sidste år. Carlsberg har en markedsandel på knap 40 pct. i Rusland målt på volumen.

Uden for C20 løber Vestjysk Bank med opmærksomheden. Efter rygter om det samme bekræfter banken, at den undersøger sine "strukturelle" muligheder. I bankjargon er et klart tegn på, at til salg-skiltet er placeret uden for døren.

Vestjysk Bank fortæller, at der foretages undersøgelser med staten som hovedaktionær, og at banken har tilknyttet egne finansielle rådgivere.

Jyllands-Posten har tidligere skrevet, at Jyske Bank og Spar Nord var interesserede i et opkøb af Vestjysk Bank, som i fredagens handel stiger 9,5 pct. til 15 kr.

/ritzau/FINANS

Peder Top Poulsen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder

17:46 Europa/lukning: Nyhedsfattig dag endte i minus - tyske Baywa steg på ny plan
17:10 Gubra er den suveræne danske aktietopscorer i 2024: Fedmefokus har givet pote
17:09 Zealand Pharma kroner første år i C25-indekset med titlen som den mest stigende aktie
17:05 Mandagens aktier: Rød årsafslutning for eliteindeks - kun Nordea og Jyske Bank i plus
17:00 Mandagens obligationer: Renten faldt marginalt på årets sidste handelsdag
16:16 USA mindes Jimmy Carter: Børserne holder lukket 9. januar
15:46 Aktivitetsindeks fra Chicago skuffer fælt i december
15:38 USA/åbning: Boeing i modvind efter flyulykke på dag med solide fald på indeksniveau
15:33 Tryg opruster på mandskab med udsigt til vind med stormstyrke nytårsaften
15:30 USA/ÅBNING: S&P 500 -1,1%, NASDAQ -1,4%, DOW JONES -1,1 %
15:15 Jeudan-topchef håber på kort levetid for risikobuffer: Det er den forkerte vej at gå
15:03 Høreapparater: Håndkøbsmarked i USA bygges stadig op - Apple-interesse kan trække op
14:43 Brøndby IF ansætter Benjamin Schmedes som fodbolddirektør
14:18 USA/tendens: Presset start i sigte - Boing sendes ned på sydkoreansk flystyrt
13:49 Gubra indgår ny aftale til potentielt mere end 50 mio. dollar
13:41 Sydkorea går samtlige Boeing B737-800-fly igennem efter dødeligt uheld
13:27 Vestas modtager tre ordrer på samlet 276 MW
12:53 Europa/aktier: Lunken bølge slutter 2024 - tysk konglomerat stiger dog markant
12:08 Vestas sælger vindportefølje på 277 megawatt i Italien
12:00 Obligationer/middag: Små og snævre udsving i renten på årets sidste handelsdag