Europa/lukning: Nyhedsfattig dag endte i minus - tyske Baywa steg på ny plan
En mandag præget af jule- og nytårsferie kastede ikke meget festfyrværkeri af sig på det europæiske aktiemarked.
Forskellen mellem top og bund i det brede europæiske aktieindeks Stoxx 600 var ikke synderlig stor, hvor den svenske varmepumpeproducent Nibe steg 2 pct., mens den britiske specialist i tekniske løsninger til supermarkeder Ocado faldt 3,1 pct. uden specifikke nyheder.
Samlet endte Stoxx 600 0,5 pct. lavere, mens det kunne levere et årsplus på 5,4 pct. Indekset er dog faldet med 3,5 pct. i fjerde kvartal alene.
Patrick O'Hare, der er analytiker hos Briefing.com, siger til Reuters, at der ikke var nogen nyhedskatalysator for de røde markeder.
- Dagen har været præget af profittagning - og svagheden er bredt funderet, siger han.
Samtidig lagde bekymringer om langsommere amerikanske rentenedsættelser end ventet og mulige højere toldsatser fra den kommende amerikanske præsident, Donald Trump, en dæmper på humøret.
Det europæiske benchmark måtte se sig slået af amerikanske S&P 500's plus på næsten 25 pct. i år.
Mandag var for de fleste europæiske børser sidste handelsdag i 2024, og markederne er lukket i Tyskland, Italien og Schweiz tirsdag, mens de i Storbritannien og Frankrig har åbent en halv dag. Onsdag er der dog lukket ned over det hele.
Uden for Stoxx 600 var der dog lidt nyt til investorerne mandag, hvor det tyske konglomerat Baywa blev belønnet, efter at selskabets nye plan for fremtiden faldt på plads.
Aktien steg 28 pct. til 23,80 euro på børsen i Frankfurt i kølvandet på nyheden sent fredag aften om, at selskabet er nået til enighed med sine finansieringspartnere og storaktionærer om en restruktureringsplan.
Baywa beskæftiger sig primært med salg af udstyr, materialer og råvarer til landbrugsindustrien, men har også aktiviteter inden for energisektoren - herunder vind- og solenergiprojekter - samt salg af byggematerialer.
.\\˙ MarketWire
Tags: Europa❯ Market Close❯ Shares❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1183
- næste ›