Aktier/middag: Sprudlende Vestas blæser frem på glad dag
Der er ikke meget pessimisme at spore på det danske aktiemarked onsdag, hvor Vestas agerer frontfigur med en massiv stigning oven på vindmølleproducentens regnskab.
Ved middagstid ligger C20 Cap-indekset 1,1 pct. højere i 652,3.
Vestas er indeksets højdespringer med et løft på omkring 15 pct. til 167,3 kr. Selskabets regnskab for tredje kvartal var på bundlinjen ikke lige, hvad markedet havde sat næsen op efter. Men med positive frie pengestrømme og en opjustering af forventningerne til selvsamme samt driftsmarginalen formåede vindmølleproducenten at grave smilet frem hos aktionærerne.
På bundlinjen blev det i kvartalet til et nettounderskud på 87 mio. euro, hvor analytikerne ifølge estimater indsamlet af SME Direkt for Ritzau Finans havde ventet et lille plus på 1 mio. euro. Omsætningen faldt til 1442 mio. euro, mens analytikerne regnede med 1537 mio. euro. Trods den faldende omsætning voksede indtjeningsgraden, EBIT, dog til 4,6 pct. før særlige poster.
EBIT-marginen før særlige poster ventes nu at være på mindst 2 pct. i 2013 mod tidligere ventet mindst 1 pct., og de frie pengestrømme ventes nu at ramme 500-700 mio. euro mod tidligere mindst 200 mio. euro.
- Hvis man i et middelmådigt kvartal kan lave en overskudsgrad på 4,6 pct., så tegner det et billede af en virksomhed, som - når vi kigger ind i 2014 og 2015 - kan levere en overskudsgrad, som aktien ikke nødvendigvis afspejler i dag, vurderer Vestas-analytiker Jacob Pedersen fra Sydbank over for Ritzau Finans.
I C20-rækkerne har også Lundbeck og FLSmidth fremlagt tal for kvartalet, som begge har affødt positive kursreaktioner.
Lundbecks regnskab for tredje kvartal var langt bedre end ventet på driften, end analytikerne havde troet, og selskabet hævede forventningerne til driftsindtjeningen for hele året. EBIT landede på 511 mio. kr. mod et medianestimat blandt ni analytikere på 230 mio. kr. ifølge SME Direkt.
Opjusteringen kommer endda blot fem uger efter, at selskabet ved en omstrukturering løftede forventningerne til omsætningen. Lundbeck venter nu et driftsoverskud på 1,5-1,7 mio. kr. mod tidligere 1,3-1,7 mio. kr., inklusive omkostninger til den konkurrencebøde på omtrent 700 mio. kr., som Lundbeck ventes at skulle betale til EU. Medicinalselskabets prognose om en omsætning på 14,8-15,2 mio. kr. er uændret.
Lundbeck-aktien løftes 6,1 pct. til 128,7 kr.
Omvendt sendte investorerne i første omgang FLSmidth-aktien i minus efter ingeniørkoncernens regnskab. Men stemningen vendte efter et kvarters handel, og ved middagstid stiger aktien i selskabet 2,2 pct. til 282,6 kr.
Det sker til trods for, at omsætning, nettoresultat og ordreindgang var svagere end konsensus, mens driftsresultatet (EBITA) var marginalt bedre med et plus på 245 mio. kr. Analytikerne havde ventet et plus på den post på 243 mio. kr. Forventningerne til hele året blev dog fastholdt, og det ser investorerne ud til at bide mere mærke i - ligesom FLS-topchef Thomas Schulz:
- Når vi ser divisionerne under et, så kan vi fastholde vores forventninger. Og det ser vi som en rigtig god nyhed under de aktuelle forretningsvilkår, siger Thomas Schulz.
Uden for C20 nyder både aktionærer i Salling Bank og North Media godt af opjusterede forventninger fra de to selskaber.
North Media stiger 6,7 pct. til 16 kr. efter at have løftet forventningerne til nu en omsætning i 2013 på 1025-1040 mio. kr. og et EBIT-resultat på 30-40 mio. kr. Tidligere ventede selskabet en omsætning på 1000-1025 mio. kr. og et EBIT-resultat på 0-20 mio. kr.
Salling Bank præciserede forventningerne i opadgående retning. Nu venter banken et overskud før skat for hele året på 9-11 mio. kr. mod tidligere udmeldt 8-11 mio. kr. Aktien i banken hopper 8,5 pct. til 198,5 kr.
Senere på dagen er der blandt andet regnskaber fra Vestjysk Bank, Østjydsk Bank og Genmab.
/ritzau/FINANS
Peder Top Poulsen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1178
- næste ›