Asien: Tiltagende sur stemning efter ellers positiv start
De asiatiske aktier viste tegn på at komme sig lidt torsdag, hvor teknologiaktierne fra start førte an med udgangspunkt i en positiv udvikling i New York onsdag. Men stemningen er falmet i takt med vigende amerikanske aktiefutures.
En lunken amerikansk inflationsrapport har ellers dæmpet bekymringen over tilstanden i den amerikanske økonomi en smule, men de amerikanske statspapirrenter forblev høje på grund af den eskalerende øje for øje - tand for tand handelskrig mellem USA og landets største handelspartnere.
- Usikkerheden er der stadig, da udsigterne for forbrugerprisinflationen er slørede af den handelspolitiske udvikling. Konsekvensen fra den nylige implementering af told på kinesiske, canadiske og mexicanske varer og forventningen om yderligere stramninger tyder på, at vi ikke har set det værste endnu, skriver TD Securities i et notat ifølge Reuters.
Og det er ikke den eneste, der advarer mod at glædes for tidligt.
- Lad os gøre det klart, at det her ikke er et frikort til at købe op uimodsagt. Det virkelige spørgsmål nu er, hvor langt Trump er villig til at presse på toldsatser og regeringsnedskæringer. Hvis de sidste par uger har vist noget som helst, så er det at hans tolerance over for "pain trade" (faldende amerikanske aktier, red.) er langt højere, end markedet har antaget, siger analytiker Stephen Innes fra SPI Asset Management ifølge AFP.
I Japan bliver markedet holdt oppe af sværvægtere i chipsektoren personificeret af Advantest og Tokyo Electron.
Nikkei-indekset ligger med et plus på 0,2 pct., mens Topix-indekset stiger 0,3 pct.
Anderledes surt ser det ud for de kinesiske papirer, hvor især tech-segmentet er under pres, mens der er gevinster i bank- og energiaktierne.
Blue chip-indekset CSI 300 falder 0,5 pct., mens Hongkongs Hang Seng-indeks dropper 1,3 pct.
I Taiwans følger teknologitunge Taiex-aktieindeks de kinesiske aktiers nedtur. Indekset falder 1,2 pct., og samme udvikling omend i mindre grad præger Sydkoreas Kospi-indeks, der falder 0,3 pct., mens Singapores Strait Times er uændret.
Sydneys ASX-indeks lukker efter endnu en dag med tab - i dag med et minus på 0,5 pct.
De amerikanske futures åbnede torsdag tæt på nulpunktet, men i takt med at den asiatiske handel er skredet frem, har den sure stemning fået overtag. Der indikeres nye kursfald på 0,3-0,7 pct. fra åbningen på New York-markedet senere på dagen.
Indeks | Udvikling (%) |
Nikkei 225 | +0,2 |
Topix | +0,3 |
Hongkongs Hang Seng | -1,3 |
China Shanghai Composite | -0,7 |
China CSI 300 | -0,5 |
Taiwan Taiex | -1,2 |
Sydkoreas Kospi | -0,3 |
Indiens BSE Sensex | +0,2 |
Singapores STI | 0,0 |
Sydney ASX 200 | -0,5 |
.\\˙ MarketWire
Tags: Asien❯ Market Close❯ Shares❯ indblik❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1178
- næste ›