Obligationer/tendens: Mulighed for endnu et lille rentedyk

Udgivet den 08-11-2013  |  kl. 07:47  |  

Det er fredag dagen derpå efter den uventede rentenedsættelse af Den Europæiske Centralbank (ECB) torsdag, hvor centralbankchef Mario Draghi og Co. reagerede lynhurtigt på den lave inflationstakt. Fredag vil den amerikanske arbejdsmarkedsrapport sætte tonen på rentemarkederne i Europa og USA, om end beskæftigelsesudviklingen formentlig vil være påvirket af den midlertidige nedlukning af statsapparatet.

Men det er først i eftermiddag. Inden da vil renterne formentlig være faldet yderligere en smule - påvirket af et fald i den 10-årige amerikanske rente på 2 basispoint siden dansk børslukketid torsdag og udsigten til en lettere negativ start på aktiebørserne i Europa. Futures indikerer et indledningsvist fald på 0,5 pct.

Ifølge Sydbanks morgenkommentar har aktiemarkederne reageret negativt på de uventede gode BNP-tal fra USA torsdag, der viste en vækst på 2,8 pct. Den høje vækst har igen sat gang i spekulationer om, at den amerikanske centralbank snart vil begynde at trække nogle af sine økonomiske stimuli tilbage. Selv gode nøgletal fra Kina, som viste en uventet høj vækst i både import og eksport, har ikke kunnet løfte stemningen. En negativ stemning plejer at være understøttende for udviklingen i obligationsmarkedet.

Det er sjældent, at ECB tager markedet på sengen, men det gjorde centralbanken så sandelig torsdag, hvor renterne faldt over en bred kam i Europa. I Danmark endte renten på den en toneangivende danske 10-årige statsobligation lige under 1,76 pct. svarende til et fald på 7 basispoint i forhold til onsdag.

ECB halverede refi-renten til 0,25 pct., mens et flertal af analytikere ifølge Bloomberg News - hele 67 ud af 70 adspurgte - havde ventet en fastholdelse af renten på 0,5 pct.

- Der var tidligst ventet en rentesænkning i december eller i det nye år, men ECB valgte at reagere allerede nu på sidste uges meget lave inflationstal. ECB’s chef, Mario Draghi, sagde på det efterfølgende pressemøde, at ECB vil holde renten lav i meget lang tid fremover og måske endda sænke den yderligere hvis nødvendigt, skriver seniorstrateg i Nordea Henrik Drusebjerg, der ikke tror på flere rentesænkninger.

Inflationen er ved at bunde ud, og væksten er i langsom bedring i Europa, hvilket vil afholde ECB fra at sænke renten yderligere, er vurderingen hos Nordea.

Efterfølgende valgte Nationalbanken at fastholde sine renter for udlån med henvisning til, at det i den aktuelle situation er indlånsrenten, der er bestemmende for pengemarkedsrenterne og for kronekursen.

I eftermiddag vil fokus blive rettet mod USA og offentliggørelsen af arbejdsmarkedsrapporten for oktober. Konsensus er en vækst i beskæftigelsen uden for landbruget på 120.000 mod 148.000 måneden før og en lille stigning i arbejdsløshedsprocenten til 7,3 fra 7,2 pct. i september. Spørgsmålet er, hvorvidt man får et retvisende billede af den underliggende tilstand på det amerikanske arbejdsmarked.

- Nytteværdien af rapporten vil dog være meget begrænset. Det hænger sammen med, at der den 1. oktober blev hjemsendt 800.000 offentlige ansatte, ligesom der frem til 17. oktober var stor usikkerhed om den fremtidige finanspolitik, fordi der både var usikkerhed om budgettet for 2014 og gældsloftet, skriver Sydbank og fortsætter:

- Sidstnævnte har med stor sandsynlighed betydet, at virksomhederne mv. har været ekstra forsigtige med at ansætte ny arbejdskraft i oktober. Samlet set kan vi derfor se frem til en sandsynligvis negativ arbejdsmarkedsrapport for oktober, som vi ikke kan bruge til ret meget.

Sydbank regner med, at der vil gå et par måneder, før arbejdsmarkedsrapporterne fra USA kan give et mere pålideligt billede af arbejdsmarkedets reelle tilstand.

/ritzau/FINANS

Michael Lund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder

17:51 Europa/lukning: Inflationsnyt sendte aktierne op med britisk byggeaktie i top
17:16 Onsdagens obligationer: Stort rentefald i kølvandet på bløde amerikanske inflationstal
17:10 Onsdagens aktier: Vestas og Ørsted toppede grønt C25 efter positivt inflationsnyt fra USA
16:28 USA vil begrænse nikotin i cigaretter - tobakaktier dykker
15:56 Torm får skåret kursmål
15:43 USA/åbning: Bankaktier fører an i flyvende start efter opløftende inflationsnyt
14:49 Kerneinflation aftager i USA: Økonom kalder det godt nyt for rentemarkedet
14:32 Citigroup leverer også en bedre end ventet indtægtsudvikling
14:23 USA/tendens: Bankregnskaber og inflationsnyt tager fokus inden ventet grøn åbning
14:02 Opec ser stabil vækst i olieefterspørgslen i 2026
13:17 Wells Fargo stiger i formarkedet efter bedre renteindtægter end ventet
13:07 JPMorgans indtægter udviklede sig bedre end ventet
13:00 Europa/aktier: Britisk byggeri topper grønt marked inden amerikanske inflationstal
12:56 JPMorgans indtægter udviklede sig bedre end ventet
12:44 Vestas-aktie i hopla efter vigtig bemærkning fra topchef i nyhed om ny finansdirektør
11:49 Obligationer/middag: Små rentefald forud for vigtig inflationsnyt fra USA
11:40 Aktier/middag: Vestas og Ørsted topper spændt C25 inden inflationsnyt fra USA
11:35 Mærsk får pillet en tusindlap af kursmålet til 12.700 kr. hos Morningstar
11:11 Air France-KLM og Norwegian sendes på retur efter nedgradering hos Barclays
10:42 Europas største økonomi havde negativ vækst for andet år i træk sidste år