Mandagens obligationer: Rolig renteudvikling efter nøgletal

Udgivet den 16-12-2013  |  kl. 17:15  |  

Det danske obligationsmarked indledte mandagen med mindre rentefald, men offentliggørelsen af en række europæiske og amerikanske nøgletal var i løbet af dagen medvirkende til at løfte renten.

Den 10-årige danske statsobligation endte dagen 1 basispoint højere i 1,88 pct., efter at den mandag morgen var nede at snuse i 1,87 pct.

Mandag var der igen megen interesse omkring den amerikanske centralbank, Federal Reserve, hvor der i markedet blev spekuleret i, hvorvidt centralbanken på sit forestående rentemøde vil foretage en nedtrapning af sine månedlige obligationsopkøb, der har en værdi af 85 mia. dollar.

- Med den seneste strøm af stærke amerikanske nøgletal er sandsynligheden for en snarlig annoncering af en begyndende nedtrapning af opkøbsprogrammet rykket hastigt nærmere, forklarer senioranalytiker i Nordea Jan Størup Nielsen, der sætter sandsynligheden for en reduktion i denne uge til "tæt på 50 pct."

Renten på den 10-årige amerikanske T-bond blev mandag ved dansk lukketid handlet til 2,85 pct., efter at den tidligere på dagen var nede og vende i 2,84 pct.

Blandt nøgletallene kom der fra USA data for erhvervstilliden i New York-regionen, målt ved Empire State Manufacturing-indekset, der i december steg til 0,98 fra minus 2,21 måneden før. Tillidsindekset udviklede sig dog stadig svagere end ventet, idet der ifølge Bloomberg News var ventet et indeks på 5,0.

Dertil steg den amerikanske industriproduktion 1,1 pct. i november, hvilket var mere end ventet af økonomerne ifølge Bloomberg News, der estimerede en stigningstakt på 0,6 pct.

På den anden side af Atlanten blev PMI-barometeret over indkøbschefernes tillid i euroområdet præsenteret og viste for december en større stigning end ellers ventet. Det samlede indkøbschefindeks for euroområdet, PMI, landede på 52,1 mod indeks 51,7 måneden før. Der var ifølge Bloomberg News ventet en indeksværdi på 51,9.

/ritzau/FINANS

Dan Petersen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk