Novos ærkerival har stort lager af vægttabspille mere end et år inden mulig lancering

Novo Nordisks amerikanske ærkerival Eli Lilly er allerede i færd med at opbygge et lager af sin kommende vægttabspille langt tid inden en mulig lancering, skriver branchemediet Fiercepharma.
Oplysningerne fremgår af Lillys årsregnskab, der blev offentliggjort i sidste uge
Her kan man i noterne se, at Lilly har et lager af primært Orforglipron til en værdi af lige over 548 mio. dollar, eller 3,9 mia. kr.
- Når vi mener at fremtidig kommercialisering er sandsynlig, og den fremtidige økonomiske fordel forventes at blive realiseret, aktiverer vi lagerbeholdningen før lancering, inden den er godkendt af myndighederne, forklarer virksomheden i regnskabsmeddelelsen, der er indsendt til det amerikanske børstilsyn.
Meldingen kommer, endnu inden Lilly har offentliggjort resultater fra sine fase 3-studier med midlet, der udvikles over for svær overvægt, diabetes 2 og søvnapnø.
De første fase 3-resultater ventes offentliggjort i andet kvartal, og Lilly planlægger at indsende registreringsansøgning i slutningen af året, hvilket muliggør en godkendelse i 2026.
NOVO FØRST MED GLP-1-PILLE TIL SVÆR OVERVÆGT
Til den tid kan Novo dog have sin GLP-1-pille på markedet mod svær overvægt.
Novo annoncerede nemlig i forbindelse med sit årsregnskab den 5. februar, at det i løbet af de kommende måneder vil ansøge myndighederne i USA om markedsføringstilladelse til sin GLP-1-pille Semaglutid i en dosis på 25 milligram mod svær overvægt.
Dermed vil Novo udbygge sin portefølje af vægttabsmidler. Den tæller ikke mindst supersællerten Wegovy, der bygger på samme aktive stof, Semaglutid, men kommer i injektionsform i en ugentlig behandling.
- Når man laver markedsundersøgelser, så er der omkring 20 pct., der har en præference for en tablet, så vi tror også, at der kommer et marked.
- Men vi tror også, at langt størstedelen af markedet i den fremtid, vi kan overskue, er injicerbar behandling, men meget vel også oral behandling. Og der er det jo ret attraktivt, at vi er de første til at lancere oral behandling, sagde Lars Fruergaard Jørgensen, administrerende direktør for Novo Nordisk, på et pressemøde efter årsregnskabet for knap tre uger siden.
I forvejen er Novos pille godkendt i lavere doser og markedsføres under navnet Rybelsus til behandling af diabetes 2.
I dosen på 25 milligram, der er beregnet til markedet for svær overvægt, har Novos GLP-1-pille vist et vægttab på 16.6 pct. over 64 uger.
Og det vil Lilly formentlig overgå med Orforglipron. I et fase 2-studie gav Orforglipron anledning til et vægttab på 14,7 pct., men efter 36 uger.
Novo har dog et vægttabsmiddel på vej ved navn Amycretin, der også testes i pilleform, og som har vist et vægttab på op til 22 pct. efter 36 uger.
.\\˙ MarketWire
Tags: Shares❯ Udenlandsk selskab❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1178
- næste ›