Aktier/middag: C20 Cap drejer væk fra rekordsporet

Udgivet den 10-01-2014  |  kl. 11:44  |  

Fredag kan blive den første dag siden 17. december med tilbagegang til det toneangivende danske aktieindeks, C20 Cap.

I de 12 handelsdage i mellemtiden har der været lutter plusser at aflæse på indeksets slutfacit hver dag, de sidste 10 af dem endda også i rekordhøje niveauer for indekset, men den række kan blive brudt fredag.

Efter ellers at have startet fredagen med ny fremgang, er optimismen sivet ud af det danske eliteindeks, som tynges af blandt andre Carlsberg og Danske Bank - der falder. Ved 11.45-tiden ligger indekset 0,1 pct. lavere i 710,70.

- Tendensen i Europa er stadig til fine stigninger, men vi står lidt alene. Det skyldes, at det er nogle af de selskaber, der vægter tungest, der ligger i minus. Det er derfor C20 skiller sig ud fra Europa, siger aktierådgiver Jesper Bamberger fra Nordea til Ritzau Finans.

Overordnet er der en lidt afventende stemning i Europa, fortæller han, fordi alle venter på den amerikanske arbejdsmarkedsrapport, der offentliggøres kl. 14.30 dansk tid.

Carlsberg er det største anker, der holder C20 Cap tilbage. Investeringsbanken Goldman Sachs giver bryggeriet en salgsanbefaling og sænker sit kursmål til 510 kr. fra 583 kr.

- Det er bekymret af lidt af de samme grunde, som vi er, at der er usikkerhed på det vigtige russiske marked. Kortsigtet er man bekymret for at en normalisering i Rusland trækker ud, fortæller Jesper Bamberger, hvis bank anbefaler "hold" af Carlsberg-aktien.

- Goldman Sachs nævner også Carlsbergs eksponering til et svagt marked i Europa, og de er bange for, at Carlsberg vil jage vækst via opkøb i Asien, hvor bryggerierne er dyre. De er også bange for, at det kunne føre til en kapitaludvidelse, fortæller Jesper Bamberger.

Ved middagstid ligger Carlsberg-aktien 1,8 pct. lavere i 575 kr.

I bunden af C20 har bryggeriet selskab af blandt andre TDC, Jyske Bank og William Demant. Sidstnævnte kæmper fortsat med den negative anbefaling, Bank of America kom med tidligere på ugen, og sent torsdag vurderede også finanshuset Bernstein, at GN Store Nord er mere attraktiv blandt de to danske høreapparataktier.

Uden for C20-indekset er Matas kommet fint igennem nyheden om, at kapitalfonden CVC Capital Partners har solgt alle sine 7,9 mio. aktier, svarende til 19,4 pct. af materialistvirksomheden. De er solgt til institutionelle investorer for 150 kr. stykket, og dermed blev det ikke til nogen stor rabat i forhold til torsdagens lukkekurs, som der ellers er kutyme for ved større frasalg.

Aktien nåede dog at falde pludseligt fra 154 kr. til 150,50 kr. i løbet af torsdag eftermiddag, selv om der ikke var udsendt nogen officiel meddelelse om CVCs salgsplaner. Fredag stiger Matas-aktien til gengæld 2 pct. til 153,50 kr.

Banknordik er derimod sunket til bunds på børsen efter en ubehagelig nedjustering fredag morgen. Banken har set på de foreløbige 2013-resultater, og de byder blandt andet på større nedskrivninger samt en skuffende udvikling i forsikringsforretningen.

Nu ventes resultatet før værdireguleringer og skat kun at blive mellem 85 og 100 mio. kr. mod en tidligere prognose på 130-160 mio. kr., og som resultat sendes Banknordik-aktien knap 7 pct. lavere til 124,50 kr.

SAS-aktien flyver plant oven på trafiktallene for december. Aktien ligger i 16 kr., det samme som torsdagens lukkekurs, efter at tallene viste en trafikfremgang på 3,6 pct. i december, men et fald i både belægningsgrad og yield.

/ritzau/FINANS

Mathias Stigsgaard +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder