Finanspolitiske bekymringer presser britiske renter op og sender pund i hullet
Fortsatte bekymringer i markedet om sammenhængen i den britiske finanspolitik rammer torsdag det britiske pund hårdt.
Pund svækkes torsdag formiddag til 1,2287 dollar per pund fra 1,2343 dollar for et pund ved dansk lukketid onsdag og 1,2497 dollar per pund et døgn tidligere.
Samtidig er den tiårige britiske rente steget med mere end 20 basispoint over de seneste to handelsdage.
- De finanspolitiske udsigter ser bekymrende ud i Storbritannien, siger Eva Sun-Wai, der er porteføljeforvalter hos M&G Investments, til Bloomberg TV.
- Den finanspolitiske forsigtighed mangler lige nu, fortsætter hun.
Det er blandt andet en kraftigt stigende offentlig gæld og høje låneomkostninger, der bekymrer investorerne og skaber mindelser om uroen i Liz Truss' rekordkorte regeringstid som premierminister i Storbritannien for godt to år siden.
Liz Truss sad i efteråret 2022 kun ved magten i omtrent 50 dage, efter at hendes plan om at sparke den britiske økonomi i gang med store skattelettelser medførte stor markedsuro og markante rentestigninger i landet, fordi investorerne var utrygge ved den tiltagende gæld.
Det medførte en større regeringskrise og fik efterfølgende Liz Truss til at trække sig som premierminister. Dermed blev hun den kortest siddende regeringschef i britisk historie.
De store bekymringer lægger lige nu et tungt pres på finansmister Rachel Reeves, der måske kan tvinges til flere nedskæringer i de offentlige udgifter for at holde gælden nede.
Og det kan fastholde pund under pres, vurderer Valentin Marinov, der er valutastrateg hos Credit Agricole.
- Pund kan forblive den foretrukne trykventil for nervøse investorer, der bekymrer sig om udsigterne for deres britiske porteføljer, siger han ifølge Bloomberg News.
.\\˙ MarketWire
Tags: macro❯ Storbritannien❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1183
- næste ›