Novo: Briter på vej med Victoza-konkurrent i Europa - NY

Udgivet den 24-01-2014  |  kl. 12:23  |  

Det britiske medicinalselskab Glaxosmithkline kan være på vej med ny konkurrence til Novo Nordisks storsælgende GLP-1-analog Victoza på det europæiske marked.

Selskabet har således fået en positiv anbefaling af sin lægemiddelkandidat i GLP-1-klassen, Albiglutid, fra en komité under de europæiske sundhedsmyndigheder, EMA. En positiv anbefaling er under normale omstændigheder lig med en endelig markedsføringsgodkendelse.

Det fremgår af en meddelelse fra selskabet fredag middag.

Albiglutid, der skal markedsføres under navnet Eperzan, skal tages i doser en gang ugentligt, og Glaxosmithkline glæder sig naturligvis over udsigten til en snarlig markedsføringsgodkendelse.

- Dagens positive anbefaling er en stor milepæl på vej mod at kunne tilbyde mennesker med ukontrolleret type 2-diabetes en ny mulighed for at kontrollere deres tilstand, og vi ser frem til den endelige beslutning fra Europa-Kommissionen i de kommende måneder, siger Carlo Russo, der er forsknings- og udviklingsdirektør hos Glaxosmithkline, i fredagens meddelelse.

Victoza havde ved udgangen af tredje kvartal en markedsandel på hele 78 pct. for GLP-1-analoger i Europa. Midlet omsatte for 746 mio. kr. i kvartalet - svarende til en vækst på 24 pct. sammenlignet med tredje kvartal 2012.

Glaxosmithkline er også på vej mod en godkendelse af Albiglutid i USA, hvor Novo Nordisks Victoza ligeledes er markedsleder, og hvor markedet er markant større.

Det britiske selskab er dog løbet ind i forsinkelser i forhold til en amerikansk godkendelse, idet de amerikanske lægemiddelmyndigheder, FDA, sidste år meddelte, at det vil tage tre måneder længere end tidligere vurderet at behandle markedsføringsansøgningen for Albiglutid. Deadline er nu sat til den 15. april i år.

Glaxosmithkline har tidligere gennemført et direkte sammenligningsstudie mellem Albiglutid og Victoza, hvor Novo Nordisks GLP-1-analog viste sig at yde bedre blodsukkerkontrol, mens Victoza ligeledes gav patienterne et større vægttab. Victoza er til dagligt brug, mens Albiglutid altså blot skal tages en gang ugentligt.

Victoza havde en markedsandel på 66 pct. for GLP-1-analoger i USA i tredje kvartal sidste år, og midlet omsatte for 2847 mio. kr. i perioden, svarende til en vækst på 20 pct. sammenlignet med samme kvartal et år tidligere.

/ritzau/FINANS

Mikkel Brix Kvols +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder

12:55 Ørsted har stadig stort kurspotentiale trods amerikansk modvind
12:47 Amerikansk industrikonglomerat stiger i formarkedet efter regnskab
12:20 Europa/aktier: Ørsted banker ned mens svensk investeringsplatform vinder frem
12:04 NNIT får skåret en femmer af kursmålet hos Carnegie
11:52 Genmab nærmer sig vigtig afgørelse: Det er fifty-fifty mener Jyske Bank
11:46 Pandora i Davos: Vores sølvcharm har samme klimaaftryk som en caffe latte
11:42 Obligationer/middag: Små rentefald i Europa efter Trumps indsættelse
11:26 Aktier/middag: Ørsted styrtdykker efter chok fra USA mens Novo tager lille revanche
11:04 Tyskland: ZEW-tilliden skuffer på forventningerne
11:03 ECB's Villeroy ser rentenedsættelser ved hvert møde som sandsynligt
10:51 Møns Bank spår stor tilbagegang i overskuddet i 2025
10:09 Ørsteds problemer i USA skyldes et nyt marked og ny forsyningskæde ifølge topchef
09:48 Trumps told kan få inflationen til at buldre tilbage: "Konsekvenserne kan blive voldsomme"
09:37 Norsk oliefond foreslår at droppe kvartalsregnskaber
09:11 Aktier/åbning: Ørsted og Vestas falder tungt fra start mens Novo revancherer sig
08:48 Obligationer/åbning: Små rentefald i Europa efter Trumps indsættelse
08:40 Studie: Vægttabsmidler fra blandt andet Novo kan bremse afhængighed af alkohol og cannabis
08:35 Ørsted indikeres 9 pct. lavere på Tradegate-børsen efter nye milliardnedskrivninger
08:16 Aktier/tendens: Ørsted i fokus efter nye nedskrivninger i ventet uroligt marked
08:03 Ørsted kan komme under anseligt kurspres efter fortsat amerikansk mareridt spår Sydbank