Sadolin & Ahlbæk: Øget efterspørgsel efter københavnske erhvervsejendomme
København--5. marts--NetPosten--Det københavns marked for erhvervsejendomme boomer både hvad angår omsætning og prisstigninger. Således steg omsætningen af erhvervs-ejendomme fra 1996 til 1997 med 50 pct. mens priserne generelt steg med 11 pct., fremgår det af et nyhedsbrev fra mæglerfirmaet Sadolin/Albæk.
Det er især de store institutionelle investorer, der har fået øget appetit på større københavnske erhvervsejendomme, hvilket Sadolin/Albæk finder meget naturligt.
En stadig større tilgang af pensionsmidler skal placeres og med en rekordlav rente er fast ejendom i dag et ganske attraktivt alternativ til en obligationsinvestering.
Netto startforrentningen for første klasses investeringsejendomme har gennem de sidste 10 til 12 år kun sjældent ligget højere end renten på statsobligationer med 10 års løbetid. Hvis startforrentningen af en ejendom ligger over renten på en statsobligation, benævnes forholdet ofte som et "reverse yeld gap", altså et omvendt rentespænd.
Denne situation blev i en kort periode registreret i 1993/94, hvor kun de færreste overvejede investeringer i fast ejendom. Men i de seneste 12 måneder har investorerne igen kunnet iagttage dette omvendte rentespænd. Og det i et marked, hvor rammebetingelserne for en positiv prisudvikling på ejendomme er tilstede, anføres det i nyhedsbrevet.
Konkret betyder et "reverse yeld gap", at de institutionelle investorer ikke behøver at bekymre sig så meget om værdiudviklingen på deres ejendomsinvesteringer. Selv uden prisstigninger på ejendomme bliver afkastet bedre end på obligations-investeringer.
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1177
- næste ›