Aktier/tendens: Ro på markederne før ECB-rentemøde
Der er ro på bagsmækken forud for rentemøde i ECB torsdag eftermiddag. Situationen i Ukraine synes ikke i samme grad som tidligere på ugen at bekymre investorerne, og samtidig har et par gode PMI-tal fra euroregionen og beroligende ord om væksten fra Federal Reserve fået markedet til at falde til ro.
Det vurderer seniorstrateg i Nordea, Henrik Drusebjerg, der henviser til den amerikanske centralbanks tilstandsrapport Beige Book, som fortalte om vækstfremgang til trods for det meget dårlige vintervejr.
Futuresmarkedet giver samme billede med futures på det amerikanske S&P 500-indeks og det britiske FTSE 100-indeks, der peger opad med beherskede 0,1-0,2 pct. Det ligner dermed en mere eller mindre neutral åbning for det danske C20 Cap-indeks, der onsdag sluttede i niveau 768,07 efter en stigning på 0,3 pct.
- Vi venter, at ECB på dagens pengepolitiske møde vil fastholde renten og ikke annoncere yderligere tiltag for at understøtte den europæiske vækst. Onsdagens gode PMI-tal fra Europa kan meget vel bekræfte ECB i, at timingen ikke er nu for at komme med nye tiltag, når de økonomiske nøgletal sender positive tilkendegivelser, skriver Henrik Drusebjerg, der dermed deler de fleste økonomers opfattelse.
Den vurdering understøttes ifølge Drusebjerg af, at ECB-chef Mario Draghi for nogle dage siden udtalte, at det er den lave efterspørgsel, der er skabt af lav inflation, som er et problem, og ikke den lave inflation i sig selv.
Genmab kan komme i fokus. Goldman Sachs har løftet kursmålet for aktien, men er stadig ikke er helt begejstret for værdiansættelsen. For selvom kursmålet er løftet til 183 kr. fra 175 kr., berettiger det med onsdagens slutkurs på 253,10 kr. fortsat kun til anbefalingen "sælg" hos Goldman Sachs.
Blandt sidepapirerne vil søgelyset fra morgenstunden falde på regnskabsaktuelle Auriga, der overgik sine seneste forventninger. Efter en organisk vækst på 15 pct. kunne selskabet meldte om en omsætning på 6,6 mia. kr. og et resultat af primær drift før af- og nedskrivninger (EBITDA) på 821 mio. kr. Selskabet havde stillet en omsætning på 6,5 mia. kr. og et driftsresultat på cirka 800 mio. kr. i udsigt.
Den positive udvikling ventes at fortsætte, spår Auriga, der forudser en organisk omsætningsvækst på 8-10 pct. og en vækst i den rapporterede omsætning på 3-5 pct. i 2014. Driftsmarginalen (EBITDA) skal forbedres, så den kommer over 13 pct., fortæller Auriga, der onsdag sluttede 2,6 pct. højere i 178 kr.
Moodys løfter sit syn på kreditværdigheden i SAS, efter at flyselskabets strategi og spareplan er begyndt at vise resultater. Det skriver kreditvurderingsbureauet i en meddelelse fra onsdag aften.
SAS overordnede karakter, den såkaldte "corporate family rating", er nu på "B3" mod "Caa1" på Moodys skala. Det er dog fortsat 15 trin fra topkarakteren "Aaa", og seks trin fra at være "investment grade" og dermed slippe ud af den kategori, der populært kaldes "junk". SAS steg onsdag 1,4 pct. til 14,7 kr.
Der kan komme fokus på bryggerikoncernen Royal Unibrew. ABG Sundal Collier har løftet kursmålet for aktien med 100 kr. til 800 kr., men gentaget anbefalingen "hold". Det fremgår af Bloomberg News, der har dateret ændringen onsdag. Royal Unibrew lukkede onsdag i 806 kr. efter et fald på 1,0 pct.
Torsdagen byder desuden på årsregnskab fra Mols-Linien, Totalbanken og Brødrene Hartmann.
/ritzau/FINANS
Michael Lund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1188
- næste ›