Aktier/åbning: Ambu og GN til tops efter løftede anbefalinger - ALK belønnes for regnskab

Udgivet den 14-11-2024  |  kl. 09:12  |  
Arkiv: Foto

Løftede anbefalinger sender Ambu og GN til tops i det danske C25-indeks torsdag morgen, hvor NKT samtidig ikke får belønning for et ellers flot kvartalsregnskab.

Blandt sidepapirerne stiger ALK-Abelló omvendt pænt efter at have løbet klart fra forventningerne i tredje kvartal.

Onsdag faldt C25-indekset med 0,6 pct. til 1826,09 efter et dyk på 2,3 pct. tirsdag. Dermed blev næsten hele årets fremgang udraderet over de to dage. Og selv om der er overvægt af positive aktier torsdag morgen, er starten meget afdæmpet.

C25-indekset falder efter knap ti minutters handel med 0,2 pct. til 1822,29. Dermed er indekset steget med bare knap 0,1 pct. siden årets start.

NKT OG ALK IMPONERER BEGGE

Både for ALK-Abelló og NKT har tredje kvartal været bedre end ventet i markedet.

ALK omsatte i perioden for 1313 mio. kr. mod konsensus om 1297 mio. kr. blandt analytikerne ifølge estimater indsamlet af selskabet selv.

Det skete, da blandt andet det europæiske tabletsalg, der overvåges nøje af analytikerne, gik hastigt frem.

Driftsresultatet før renter og skat (EBIT) slog også klart markedets forventninger, da det landede på 306 mio. kr. mod ventet 238 mio. kr. For hele året fastholdes forventningerne.

ALK-aktien stiger med 5,1 pct. til 167,80 kr. torsdag morgen.

NKT oppræciserer i sit regnskab forventningerne til hele 2024, hvor der nu sigtes efter den øvre ende af de tidligere udmeldte spænd for både omsætning og operationelt EBITDA.

I tredje kvartal endte toplinjen på 657 mio. euro mod ventet 617 mio. euro, og det operationelle EBITDA blev 93 mio. euro mod ventet 91,7 mio. euro.

NKT-aktien, der onsdag steg 2,3 pct., falder tidligt torsdag med 1,0 pct. til 616,50 kr.

MT Højgaard har også kort blandet sig i regnskabsstrømmen. Entreprenørselskabet fastholder i sit regnskab de forventninger, der blev opjusteret i starten af ugen.

Aktien falder fra start med 1,2 pct. til 241 kr.

AMBU FÅR LØFTET ANBEFALING - VESTAS NEDGRADERES

Analyseændringer er der vanen tro i regnskabssæsonen også en række af, og torsdag gælder nyhederne blandt andet Ambu, som har fået løftet sin anbefaling hos Nordea til "køb" fra "hold".

Kursmålet er sat til 160 kr., viser data fra Bloomberg News.

Dermed indikeres der et potentiale på knap 35 pct. fra onsdagens slutkurs, og torsdag morgen stiger Ambu da også med 2,4 pct. til 121,45 kr.

Nordea har også været på spil i forhold til Lundbeck, som onsdag morgen afleverede et stærkt regnskab for tredje kvartal.

Banken har løftet sit kursmål for medicinalselskabets aktie til 69 kr. fra 57 kr. og gentaget anbefalingen "køb".

Lundbecks B-aktie stiger 1,5 pct. til 46,12 kr. torsdag morgen efter et plus på 5,1 pct. onsdag.

Vestas har omvendt fået sænket sin anbefaling hos tyske Berenberg til "hold" fra "køb".

- Vi er i tvivl om omfanget af Vestas' marginopsving, som især stammer fra dets nuværende omkostningsniveau, samt holdbarheden af marginen i dets serviceforretning, skriver Berenberg i sin analyse.

Vestas falder fra start 1,1 pct. til 98,54 kr. Vindmøllepapiret blev i sidste uge slagtet af først et svagt regnskab for tredje kvartal og efterfølgende resultatet af det amerikanske præsidentvalg.

GN har fået løftet sin anbefaling hos Kepler Cheuvreux til "køb" fra "hold", viser data fra Bloomberg News desuden.

Aktien stiger torsdag morgen med 2,4 pct. til 136,45 kr.

Derudover har Torm fået sænket kursmålet en smule hos Jefferies, Novo har fået sænket sit kursmål hos Argus lidt, og Svitzers kursmål hos HSBC er også blevet skåret en anelse.

Torm er torsdag åbnet 0,4 pct. højere i 165,30 kr., Novo bakker 0,4 pct. til 753 kr., og Svitzer falder med 0,2 pct. til 230,65 kr.

.\\˙ MarketWire

Mikkel Brix Kvols

Tags:  Danmark❯  Market Open❯  Shares❯ 

Seneste nyheder

17:51 Europa/lukning: Banker sendt ned på udsigt til stor europæisk rentenedsættelse
17:05 Fredagens aktier: Novo trak eliteindeks frem mens bankerne tabte terræn
17:00 Fredagens obligationer: Renten rettede sig en smule men faldt set over ugen
16:09 Vestas-aktien på vej til laveste lukkeniveau siden marts 2020
15:48 De amerikanske indkøbschefers humør stiger i november
15:39 USA/åbning: Gap er flyvende på dag med spinkel fremgang
15:15 Tysk leverandør til bilindustrien fyrer 5500
15:11 Rublen dykker til toårigt lavpunkt overfor dollar efter USA indfører sanktioner mod bank
15:09 ECB ønsker øget økonomisk integration i EU for at bekytte sig mod handelskrig
14:28 USA/tendens: Lunken start i sigte - Gap ses starte dagen ud i tocifret kursplus
14:16 Saxo Bank: Der er muligheder i mikrochips end Nvidia
13:44 Europa/aktier: Banker sendt i bund efter skuffelse om europæisk aktivitet
13:29 Lån & Spar tjener og bruger flere penge - men øger overskuddet
13:19 Amerikansk discountdetailkæde går grøn dag i møde efter regnskab
13:03 KORR: Obligationer/middag: Forventning om stor rentenedsættelse sender renten ned
12:08 Obligationer/middag: Forventning om stor rentenedsættelse sender renten ned
11:25 Aktier/middag: Bankerne sendes ned af skuffende aktivitet i eurozonen - C25 klarer frisag
10:44 Svag aktivitet i Europa sender renterne under 2 pct.
10:03 Skuffende aktivitet i eurozonen over hele linjen i november
09:51 Kriseramte Northvolt leder efter afløser til topchef