Obligationer/tendens: PMI-data og Rusland-krise i fokus

Udgivet den 24-03-2014  |  kl. 07:30  |  

Der ventes en rolig åbning på det danske obligationsmarked mandag, som blandt andet byder på PMI-indeks for eurozonen for marts, ligesom der stadig vil være fokus på krisen mellem Vesten og Rusland og situationen i Ukraine.

Kinesiske nøgletal skuffede mandag morgen med et fald i HSBCs opgørelse over indkøbschefernes forventninger. Det kinesiske PMI-indeks viste et fald i marts til 48,1 fra 48,5 måneden før, mens der var ventet en stigning i indekset til 48,7.

- Det var femte måned i træk med et indeks under 50. Det kinesiske aktiemarked viser i øjeblikket positive takter, da rapporten har skabt forventninger om, at der nu vil komme tiltag, der kan få sat mere skub i økonomien, skriver Sydbank i sin morgenberetning.

Renten på den 10-årige amerikanske T-bond ligger mandag morgen i 2,75 pct., hvilket er marginalt højere end niveauet ved amerikansk børslukketid fredag, da den lukkede i 2,74 pct. Niveauet er dog uændret i forhold til, da det danske marked lukkede fredag. Renten på papiret steg i sidste uge med 8 basispoint.

Herhjemme faldt renten på den toneangivende 10-årige danske statsobligation fredag 1 basispoint til 1,64 pct. Over ugen steg den 10-årige rente dog 10 basispoint i takt med, at investorerne blev mere rolige ved, at situationen i Ukraine ikke udvikler sig yderligere.

Der vil i løbet af formiddagen indløbe PMI-tal fra Europa. Det samlede tal for Eurozonen ventes at vise et tal på 53,0, ifølge et estimat fra Bloomberg News, hvilket i givet fald vil være en lille tilbagegang fra 53,2 måneden før. Væksttal kunne ellers tyde på fremgang.

- Dark horse er imidlertid hele sagen omkring Ukraine, for det kan godt have påvirket PMI-indeksene negativt, da det kan betyde mindre afsætningsmuligheder for virksomhederne. Det var denne sag, der fik ZEW-indekset til at falde i marts. Vi hælder til, at Ukraine-sagen har påvirket PMIindeksene negativt, og at vi derfor vil se mindre fald i de fleste PMI-indeks fra eurozonen, skriver Sydbank i sin morgenberetning.

/ritzau/FINANS

Flemming Thestrup Andersen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk