Aktier/åbning: C20 fortsætter op med Vestas i spidsen
Det danske aktiemarked fortsætter fra åbningen onsdag hvor det slap tirsdag - med yderligere stigninger. C20 Cap-indekset har dermed lagt kurs mod syvende dag i træk med fremgang. Efter godt fem minutters handel ligger indekset 0,5 pct. højere i 764,27. På syv dage er indekset steget fra 724,09, eller med 5,6 pct.
Mærsk-aktierne klarer sig godt fra åbningen med en stigning til selskabets B-aktie på 1,4 pct. til 64.900 kr. Selskabet meddelte onsdag, at det har indgået aftale om at sælge hovedparten af sit esbjergensiske datterselskab Danbor til Norsea Group.
Vestas stiger endvidere 1,5 pct. til 233 efter en stigning på 5,4 pct. tirsdag. Der er godt nyt for Vestas fra Tyskland, hvor den tyske regering tirsdag gav efter for en række krav fra vindindustrien og dermed bløder op på den reform af energisektoren, der er på vej i landet i år.
Sent tirsdag erklærede Tysklands energiminister, Sigmar Gabriel, at det planlagte loft over ny offshorekapacitet på 6,5 gigawatt (GW) frem til 2020 vil blive lidt mere fleksibelt. Derudover vil det årlige loft på 2,5 GW onshore-vind ikke tælle projekter, som udskifter gamle vindmøller med nye.
Lovforslaget om energireformen, den nye såkaldte EEG, skal være færdigforhandlet senest tirsdag 8. april, har den tyske kansler Angela Merkel meldt ud. Vestas og en række andre store spillere i den tyske vindindustri har udtrykt deres utilfredshed med dele af reformplanerne, ikke mindst usikkerheden om, hvor meget og fra hvornår reformen vil ændre ved støtteniveauerne.
- Vestas opfordrer de tyske myndigheder til at sikre, at den reviderede EEG vil give incitament til at installere de mest effektive møller på alle vindsites. Det overordnede marked i 2014 vil blive påvirket af timingen og indholdet af den reviderede EEG -lovgivning, specielt afklaringen af en deadline for, hvor længe projekter vil være berettiget til 2012-EEG, udtalte Klaus Steen Mortensen, salgschef for Vestas i Centraleuropa, forrige uge til Ritzau Finans.
Nordea kan langt om længe melde "gennemført" af salget af sin polske bank, livsforsikring og finansieringsaktiviteter til PKO Bank Polski. Handlen til 5,2 mia. kr. blev i sin tid annonceret i juni 2013. Nordeas aktie stiger 0,6 pct. til 78,6.
ALK-Abelló og partneren Merck er formentlig på tæerne i disse dage. Den franske konkurrent Stallergenes har netop fået godkendt sit tabletbaserede græsallergivaccine, Oralair, i USA. Dermed kan en godkendelse af ALK og Mercks Grastek være på trapperne. Et ekspertpanel under den amerikanske lægemiddelstyrelse anbefalede i midten af december først Stallergenesâ tablet Oralair og dagen efter ALK og Mercks tablet, Grastek, godkendt. ALK-aktien stiger 2,0 pct. til 675 kr.
TK Development har aflagt regnskab for 2013/14, som bød på et underskud før skat på 35 mio. kr. I 2014/15 venter selskabet et overskud på 40 mio. kr. eksklusive afviklingsaktiviteter. Aktien stiger 4,9 pct. til 8,6 kr.
Efter en stigning på over 20 pct. fredag på første handelsdag for OW Bunker, er det de seneste dage gået lidt tilbage for aktien. Selskabet flagede tirsdag aften, at Cantillon Capital Management på vegne af forskellige fonde ejer 1.874.620 aktier i selskabet, svarende til 5,02 pct. af aktiekapitalen og 3,76 pct. af stemmerne. Aktien falder onsdag morgen 0,3 pct. til 166,5 kr., men kursen er dog 14,8 pct. over tegningskursen på 145 kr.
/ritzau/FINANS
Flemming Thestrup Andersen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1179
- næste ›