Obligationer/tendens: En smule højere renter i sigte
Det tegner mandag til mindre rentestigninger på det danske obligationsmarked, som ventes at følge tendensen fra USA og Tyskland, hvor renterne samlet set steg en smule torsdag og fredag, da det danske marked holdt lukket.
Mandagens vigtigste begivenhed er nye erhvervstillidstal fra USA.
Den toneangivende 10-årige amerikanske statsobligation handles mandag til 2,48 pct., hvilket svarer til en stigning på omkring 4 basispoint sammenlignet med niveauet onsdag aften dansk tid. I samme periode er den ledende 10-årige tyske statsrente gået fra lige godt 1,33 pct. til knap 1,36 pct.
Udviklingen skal ses i lyset af stærke erhvervstillidstal i form af Chicago PMI for maj, der steg til 65,5 fra 63,0 i april, og dermed udviklede sig noget bedre end ventet. Så gjorde det mindre, at væksten i første kvartal forinden var blevet revideret ned til en tilbagegang på 1,0 pct. fra tidligere meddelt en tilbagegang på 0,5 pct., og antallet af nytilmeldte ledige var lidt højere end ventet i forrige uge.
Mandag følger det vigtige ISM-erhvervstillidsindeks fra USA, der har vist en stigende tendens, siden det faldt kraftigt tilbage i januar. Konsensus er ifølge Bloomberg News yderligere en lille fremgang i indekset, så det rammer 55,5 i maj mod 54,9 måneden før. I januar gled indekset tilbage til 51,3.
Renten på den toneangivende danske statsobligation med udløb i november 2023 lukkede onsdag før Kristi himmelfartsdag i 1,36 pct., hvilket er det laveste niveau siden midten af maj.
Mandag ventes renten som sagt at trække lidt opad, dels som følge af de stigende renter i USA og Tyskland, dels fordi investorerne ventes at søge mod et aktiemarked, der ventes at stige.
Foruden de amerikanske ISM-tal byder mandagen på danske arbejdsløshedstal, endelige PMI-tal fra Frankrig og euroregionen, samt dansk PMI og tyske forbrugerpriser. Den store begivenhed set med europæiske øjne kommer først torsdag, når Den Europæiske Centralbank (ECB) holder rentemøde.
Hos Nordea vurderer seniorstrateg Henrik Drusebjerg, at den seneste tids udtalelser fra diverse ECB-medlemmer har gjort det meget sikkert, at ECB vil lempe pengepolitikken yderligere.
Det vil sandsynligvis ske ved at sænke renten med 0,15 pct. til tæt på nul (en rentekorridor på -0,15-0,10 pct.). Et sådant træk, der skal svække euroen, er allerede er indregnet i markedet.
- Hold desuden øje med hvilke øvrige tiltag, de kommer med, og også hvad de siger, at de forventer at gøre hen over sommeren. En gang kvantitative lempelser á la USA/Japan vil sætte en fest i gang på især obligations- og kreditmarkederne, men er ikke så sandsynligt, skriver Henrik Drusebjerg.
/ritzau/FINANS
Michael Lund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1185
- næste ›