Aktier/tendens: Rekordniveauet ser ud til at holde

Udgivet den 10-06-2014  |  kl. 08:33  |  

Optimismen fejler stadig ikke noget på de globale aktiemarkeder. Investorerne har benyttet første pinsedag til at handle aktierne yderligere i vejret til rekordniveauer i Tyskland og USA, og dermed vil fredagens rekord til det danske C20 Cap-indeks formentlig være fint understøttet.

Om det så bliver til et lille plus eller minus fra morgenstunden tirsdag er svært at sige, da futures på eksempelvis det britiske marked peger let nedad med 0,2 pct. tirsdag morgen.

C20 Cap-indekset satte fredag rekord efter en stigning på 1 pct. til 815,89.

- Stemningen på de finansielle markeder er fortsat præget af sidste uges bedre end ventede amerikanske beskæftigelsesrapport og ECB’s nye pengepolitiske tiltag for at styrke den økonomiske vækst i Euroområdet. Denne solide vitaminindsprøjtning har over de seneste dage bidraget til at løfte den generelle risikoappetit på de finansielle markeder med dertilhørende stigende aktiekurser, faldende renter i Sydeuropa og en højere oliepris, konstaterer Nordea i sin morgenrapport.

C20 Cap-indekset er steget med 19,2 pct. i år, og blandt de enkelte C20 Cap-medlemmer har der været imponerende kursfremgange i eksempelvis Vestas, Pandora og Coloplast på henholdsvis 87 pct., 41 pct. og 40 pct.

Der er tirsdag kun få selskabsspecifikke nyheder fremme.

Novo Nordisk kan blive sat i bevægelse af studiedata, der er lagt ud på den amerikanske diabetesorganisations hjemmeside forud for årsmødet den 13.-17. juni i San Francisco. Sydbank-analytiker Søren Løntoft Hansen hæfter sig ved, at data fra et direkte sammenligningsstudie mellem Novos diabetes 2-middel Victoza og et tilsvarende middel Dulaglutide fra konkurrenten, Eli Lilly, viser, at Victoza giver lidt større vægttab.

- Jeg tror godt, at det kan få en lille positiv effekt på Novo-aktien i dag. Vi havde nok ventet, at Victoza ville give et lidt større vægttab, men data bekræfter dette, og det bør vel betyde, at Victoza beholder sin status som den gyldne behandlingsstandard. Der er dog ingen tvivl om, at Dulaglutide bliver en værdig modstander, da den skal tages en gang ugentligt mod Victozas en gang dagligt, siger Søren Løntoft Hansen.

Aktien i Novo steg fredag med 0,3 pct. til 236,6 kr.

SAS har mandag fremlagt trafiktal for maj, og der er ifølge Sydbank tale om en skuffende udvikling trods en passagervækst på 7,8 pct., og en forbedring af belægningen med 2,3 procentpoint i forhold til samme måned sidste år til 75,8 pct.

Mens kapacitetsvæksten på 4,5 pct. lå inden for rammerne af, hvad Sydbank havde regnet med, var trafikvæksten (RPK) svagere. Analytiker Jacob Pedersen havde spået en trafikvækst på 10,0 pct. og peger i den forbindelse især på svagere vækst på de interkontinentale og indenlandske flyvninger. Et kraftigt yieldfald medvirker desuden til at at tegne et billede af, at der er behov for nye tiltag, når SAS i næste uge kommer med regnskab for første halvår af 2013/14. Aktien i SAS steg fredag 2,7 pct. til 11,5 kr.

Matas, der fredag faldt 0,7 pct. til 154, oplyste mandag, at Ameriprise Financial efter køb ejer 6,3 pct. af aktiekapitalen i selskabet.

ALK-Abelló har fremlagt data for sin tabletbaserede græsallergivaccine, Grazax, på den europæiske allergikongres i København i weekenden. Data fra kliniske studier gennemført over de seneste 10 år viser, at tabletten har effekt over for alle relevante græstyper og er lige så effektfuld som injektionsbaserede vacciner, oplyser ALK. ALK lancerede Grazax i Europa i 2006. I USA er midlet netop blevet lanceret af partneren Merck. Aktien faldt fredag med 0,7 pct. til 843 kr.

Deltaq kommer med regnskab for første kvartal. Selskabet har ikke udmeldt specifikke forventninger til året men venter, at selskabets porteføljevirksomheder vil udvikle sig positivt i 2014.

/ritzau/FINANS

Jakob Dalskov +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder

11:39 Obligationer/middag: Renten bevæger sig sidelæns før Lagarde går på talerstolen i Davos
11:38 Aktier/middag: Novo tager fronten i grønt C25 mens Ørsted fortsætter nedtur
10:28 ECB's Lagarde afviser at være bagud med rentenedsættelserne
10:23 DFDS-topchef: Kapacitet i Middelhavet skal tilpasses - ser nettooverskud nær breakeven i 2025
09:30 H+H er ifølge Danske Bank en opkøbskandidat: Hæver anbefaling til "køb"
09:27 Aktier/åbning: Grøn åbning med Novo Nordisk i top - DFDS i stiv kuling efter melding
09:20 Alm. Brand Group holder fast i ambitionerne for 2025
09:13 DFDS-topchef: Aktionærudlodning er ikke det primære fokus lige nu
09:02 Alm. Brand venter samlet udlodning i 2025 på 2,6 mia. kr.
08:59 Obligationer/åbning: Som ventet uændret rente på dag med fokus på taler og told
08:43 Ambu får løftet kursmål til 165 kr. fra 140 kr. hos DNB
08:20 Aktier/tendens: Udsigt til endnu en dag i grønt - DFDS ses i fokus og modvind
07:57 Ørsted får skrællet stor luns af kursmål efter nye milliardnedskrivninger
07:43 DFDS sænkes til "sælg" hos Nordea efter foreløbige tal, ny prognose og droppede mål
07:29 Råvarer: Små udsving mens der tolkes på Trumps nye politikker
07:27 Obligationer/tendens: Udsigt til stort set uændret rente - fokus på taler og told
07:05 KORR: Kalender - onsdag den 22 januar
06:46 Trump: Told på varer fra EU er eneste vej til retfærdighed
06:46 Novo får løftet kreditvurderingen hos Moody's
06:34 Citigroup ser kvantitative stramninger i USA potentielt fortsætte året ud