Mandagens danske avisuddrag med Mærsk, Carlsberg og Alm Brand
BØRSEN:
BLØDENDE SPORTMASTER KØBER NETSHOP
Den kriseramte Sportmaster-kæde forsøger nu at købe sig til en sejr på det danske detailmarked med overtagelsen af den hastigt voksende netbutik fodboldexperten.dk. (Forside og side 6-7)
PROVINSBANKER: SASS' INDGREB ER GIFT FOR YDEROMRÅDERNE
Erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsens (S) indgreb mod afdragsfrihed er gift for boligpriserne i det såkaldte udkants-Danmark. Det advarer flere af landets små banker om. (Side 8-9)
ANALYTIKERE: PANDORAS FLOTTE MOMENTUM VIL FORTSÆTTE
Pandoras kursridt er ikke slut endnu, hvis man skal tro et flertal af aktieanalytikerne, der dækker selskabet. Pandoras aktie er nemlig den mest anbefalede i C20-indekset. (Side 10 Investor)
SPEKULANTER PÅ RETRÆTE ÅBNER FOR EN KURSFEST I FLSMIDTH
Det er hele Nordens mest shortede aktie, men netop det faktum kan blive startskuddet til en stor kursstigning. Det mener Danske Bank, der ser potentiale i FLSmidth-aktien, som mange investorer har satset stort på vil falde. (Side 13 Investor)
MÆRSK KAN SPARE 100 MIO. PÅ SUEZKANALEN
Det kan betyde en brændstof-besparelse på 100 mio. kr. om året, når Egypten er færdig med udvidelsen af den nuværende Suez-kanal, der forbinder Europa med Asien. Maersk Line sejler omkring 1400 gange om året gennem kanalen. (Side 18-19)
BERLINGSKE BUSINESS:
ALM. BRAND UDSTIKKER NY KURS EFTER KRISEN
Søren Boe Mortensen, administrerende direktør i Alm. Brand har langt om længe fået styr på forretningen efter længere tid med krise i kølvandet af finanskrisen. Nu vil topchefen fokuserer på lovkrav og vejret som de næste store udfordringer. (Forside og side 4-5)
DANSKE KÆDER RIDER PÅ SKANDINAVISK BØLGE I LONDON
Næsten 1000 år efter vikingernes indtog i England endte, er danskere igen på togt i den britiske hovedstad. Denne gang er det dog danske butikskæder som Tiger, BoConcept og Sticks'n'Sushi der invaderer gadebilledet i London. (Side 6-7)
ERHVERVSLIVET ER LUNKENT OVER FOR KØBENHAVNS NYE VÆKSTFORSLAG
Det er godt, men langtfra nok. Den holdning har Dansk Erhverv til de københavnske politikeres håndsrækning til erhvervslivet med budgetforliget. Dansk Erhverv mener, at forliget ikke tager fat på de helt store udfordringer. (Side 8)
JYLLANDS-POSTEN ERHVERV & ØKONOMI:
DEN DANSKE BØRSFEST ER AFLYST
Efter begyndende optimisme i starten af året, er aktiemarkederne blevet kastet ud i så meget tumult, at flere børskandidater har droppet deres noteringsplaner indtil videre. (Forside og side 5)
DANSKERNE HOLDER FAST I KAPITALPENSIONEN
Det er kun meget få danskere, der har omlagt deres firmapension til en aldersopsparing i deres pensionsselskab. Fristen i pensionsselskaberne udløber om blot 2 uger, hvorefter kunderne ikke længere kan få skatterabat og andre fordele. (Forside og side 10-11)
ØL-GIGANT ØGER PRESSET PÅ CARLSBERG
Den internationale bryggeri-gigant SABMiller gør ansats til at overtage overtage konkurrenten Heineken, hvilket kan gøre livet hedt for danske Carlsberg, hvis det lykkes. En overtagelse vil nemlig skabe verdens største bryggeri med en bred margin. (Side 3)
STØRSTE LØNSTIGNING I TRE ÅR
Efter at have stået i stampe i flere år, stiger lønnen for ansatte i industrien i år med den største stigningstakt i tre år. Dermed får 240.000 ansatte en større lønningspose, mens et krympende antal danskere oplever ikke at få nogen stigning i lønnen. (Side 6)
/ritzau/FINANS
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1179
- næste ›