BIS: Den private opsparing i Danmark faldet 60 pct. siden 1993
København--8. juni--NetPosten--Selv om danskerne tjener flere og flere penge, sparer vi mindre og mindre op, viser en opgørelse over danske husholdningers opsparing i perioden 1993 til 1997. Opgørelsen er udfærdiget af den internationale bankorganisation, BIS og kan findes i organisationens årsberetning fra juni 1998. Det skriver RB-Børsen mandag.
Det fremgår af opgørelsen, at mens de danske husholdninger sparede 4,6 pct. af bruttonationalproduktet (BNP) op i 1993, var andelen faldet til 1,8 pct. i 1997. Men da statens opsparing - i kraft af et stigende overskud på de offentlige finanser - er kraftigt stigende i perioden, er den samlede opsparing alligevel steget fra 20 pct. af BNP i 1993 til 20,6 pct. i 1997.
Sammenlignet med USA, Canada, Italien og Sverige er Danmark ganske godt med, hvad angår den samlede opsparing. Kun Italien sparede med 20,7 pct. af BNP i 1997 mere op end Danmark.
Selv om den samlede opsparing stort set holder sig konstant, er det ikke godt nok. Fælles for indbyggerne i de vestlige industri-nationer er nemlig, at der bliver flere og flere ældre. Og alt andet lige bør opsparingen derfor også stige. Hvis ikke opsparingen stiger, skubber vi blot problemerne ud i fremtiden, anfører BIS.
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1185
- næste ›