Torsdagens internationale avisuddrag med Apple og Pfizer
FINANCIAL TIMES ( WWW.FT.COM ):
USA KRITISERER EU FOR AT KULEGRAVE SKATTEFORHOLD HOS APPLE
Det amerikanske finansministerium gør et sidste forsøg i kampen mod EU-Kommissionen, der i øjeblikket er ved at kulegrave skatteforholdene hos it-giganten Apple. USA ønsker ikke, at it-virksomheden skal rammes af et milliardkrav, og ministeriet advarede onsdag om, at Kommissionen er ved at blive "en overnational skattemyndighed". (LAST-DITCH US EFFPRT TO QUASH APPLE'S EU TAX DEMAND)
MEDIEBOSS SER BLODBAD HOS DE TRADITIONELLE MEDIER
Verdens største medievirksomheder kan blive kastet ud i et "blodbad" i kampen for at bevare deres position i branchen, der især er udfordret af digital "disruption". Det vurderer Shane Smith, der er direktør for onlinemediet Vice. Han forventer, at selskaber som Viacom, Time Warner og 21st Century Fox sandsynligvis vil forsøge at konsolidere sig i det svære marked. (VICE CHIEF PREDICTS OLD MEDIA "BLOODBATH")
RÅVAREKÆMPE FOKUSERER PÅ AT NEDBRINGE GÆLDEN
De lave råvarepriser har tynget råvarekæmpen Glencore, der led under et stort fald i den underliggende indtjening i årets første halvår. Selskabet topchef, Ivan Glasenberg, vil nu optrappe sit program, der skal reducere gælden i virksomheden, så selskabet igen vil kunne udbetale udbytte til investorerne næste år. (GLENCORE STEPS UP DEBT REDUCTION AS EARNINGS DROP)
BETTINGFUSION SIKRER STØRRE BESPARELSER FØR TID
Fusionen mellem det irske bettingselskab Paddy Power og spiludbyderen Betfair ser ud til at gå bedre end ventet. Selskaberne har meddelt, at den planlagte reduktion af omkostningerne vil ske et år før tid, og besparelserne vil også blive større end først antaget. Fusionen medførte dog et underskud før skat på 49,3 mio. pund i første halvår.(PADDY POWER BETFAIR FALLS TO LOSS ON MERGER COST)
WALL STREET JOURNAL ( WWW.WSJ.COM ):
PFIZER KØBER RETTIGHEDERNE TIL KONKURRENTS ANTIBIOTIKA
Pfizer har indgået en aftale med medicinalgiganten AstraZeneza om at købe dele af selskabets antibiotikaforretning for op mod 1,6 mia. dollar. Pfizer får rettighederne til at sælge tre typer medicin, der allerede er godkendt, og to typer, der er i kliniske forsøg, på de fleste markeder uden for USA og Canada. (PFIZER BUYS PART OG ASTRAZENECA'S ANTIBIOTICS BUSINESS)
VERDENS STORE OLIESELSKABER ER TYNGET AF GÆLD
Verdens største olie- energiselskaber har på det seneste kæmpet med lave oliepriser, og selskaberne er nu også tynget af rekordhøje gældsniveauer. Exxon Mobil, Royal Dutch Shell, BP og Chevron har en samlet gæld på 184 mia. dollar, hvilket er mere end det dobbelte sammenlignet med i 2014. (BIG OIL COMPANIES BINGE ON DEBT)
MEDICINALKONCERNS HÆVEDE PRISER UDLØSER VREDESUDBRUD
Den amerikanske medicinalkoncern Mylan har udløst et sandt vredesudbrud, efter at selskabet har hævet prisen på sit livsvigtige allergimiddel, der går under navnet Epipen, med hele 548 pct. til 608,61 dollar siden 2007. (MYLAN FACES SCRUTINY OVER EPIPEN PRICE INCREASES)
THE GUARDIAN ( WWW.GUARDIAN.CO.UK ):
KRITISERET SPORTSKÆDE INVITERER OFFENTLIGHEDEN INDENFOR
Den britiske sportskæde Sports Direct har været ude i et sandt stormvejr, efter at det kom frem, at kæden har underbetalt sine lagerarbejdere. Nu åbner selskabet op for offentligheden til den årlige generalforsamling, og giver dermed folk mulighed for at tale med direktionen efter de seneste ugers kritik. (SPORTS DIRECT ALLOWS PUBLIC TO ATTEND AMG AND TOUR SHIREBROOK SITE)
THE DAILY TELEGRAPH (WWW.TELEGRAPH.CO.UK):
BANKBOSS ADVARER: NEGATIVE RENTER HAR KONSEKVENSER
Den Europæiske Centralbanks politik med negative renter har store konsekvenser, advarer John Cryan, topchef i Deutsche Bank. Han vurderer, at centralbanken straffer dem, der sparer op, og at de negative renter i værste fald kan underminere bedringen i industrien. (DEUTSCHE BOSS: NEGATIVE INTEREST RATES ARE "FATAL")
THE INDEPENDENT (WWW.INDEPENDENT.CO.UK)
INVESTORER FLYGTER FRA BRITISKE AKTIEFONDE EFTER BREXIT
Bekymringerne i kølvandet af den britiske EU-afstemning har fået investorerne til at trække 5,7 mia. pund ud af de britiske aktiefonde i juli. I stedet investerer de pengene i de såkaldte "sikre havne", viser data fra finanshuset Morningstar. (BREXIT LATEST: INVESTOR PULL £5BN FROM UK STOCK MARKET FUNDS AFTER EU REFERENDUM)
DAGENS INDUSTRI (WWW.DI.SE)
HANDELSBANKEN SÆLGER SIN POST I INVESTERINGSSELSKAB
Handelsbanken satte onsdag sin post i investeringsselskabet Industrivärdens til salg. Banken ejer 6,8 pct. af aktierne og 10,3 pct. af stemmerne i selskabet og er dermed investeringsvirksomhedens tredjestørste investor. (HANDELSBANKEN VIL SÄLJA SITT INNEHAV I INDUSTRIVÄRDEN)
/ritzau/FINANS
Tags: Newspaper - Internat❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1186
- næste ›