USA/tendens: Lunken start i sigte - Gap ses starte dagen ud i tocifret kursplus
Geopolitiske spændinger og krigen mellem Ukraine og Rusland har sit greb i investorerne forud for åbningen af Wall Street fredag. Også en frisk temperaturmåling på aktiviteten i økonomien umiddelbart efter Wall Streets åbning - de såkaldte PMI-tal - giver lidt sommerfugle i maven frem mod handelsstart fredag.
De ledende indeks peger ned med op til 0,2 pct. - mest for det teknologitunge Nasdaq-indeks - forud for handelsstart.
Torsdag endte S&P 500-indekset med et plus på 0,5 pct., og Nasdaq-indekset gik 0,03 pct. frem. Dow Jones-indekset, hvor blandt andet finansaktierne vejer tungt, steg med 1,1 pct.
Samlet er de tre hovedindeks på vej til at slutte ugen med et plus, da stemningen stadig er stærk omkring de positive konsekvenser, som Donald Trumps skatte- og toldpolitik kan få for virksomheder efter hans sejr om pladsen i Det Hvide Hus.
- Den stærke økonomiske vækst er god for erhvervslivet, men et stærkt erhvervsliv er ikke nødvendigvis godt for at tæmme inflationen. Tilføj Trumps planer om at sænke skatterne og indføre told - og inflationsudsigterne ser ikke ud til at støtte vedvarende rentesænkninger fra Federal Reserve, siger Ipek Ozkardeskaya, senioranalytiker hos Swissquote Bank, til Reuters.
MODEKÆDE I HØJ KURS
Der ser ud til at blive rift om aktierne i modekoncernen Gap, der stiger med 15,7 pct. i formarkedet efter et plus torsdag på 6,9 pct.
Gap, der blandt andet huser Old Navy-kædens over 1100 butikker, har opjusteret forventningerne til 2024/25 og oveni siger, at feriesæsonen havde fået en "stærk start". Allerede i næste uge holder amerikanerne fri på Thanksgiving - og herefter følger shoppingfænomenerne black friday og cyper monday.
I samme branche stiger Ross Stores med et plus på 7 pct. i formarkedet, da investorerne i højere grad hæfter sig ved, at Ross Stores tjente penge på bundlinjen, hvorimod salget skuffede i fredagens regnskab.
Ross Stores har detailbutikker inden for tøj og boligtilbehør.
Softwareudvikleren Microstrategy ser ud til at komme sig en smule med et plus på 5,3 pct. frem mod åbning efter torsdagens rivegilde, der sendte aktien ned med 16,2 pct.
Kløene kom, efter den tidligere fortaler for selskabet Citron Research har valgt at satse på kurstab i den spekulative aktie.
Microstrategys primære aktivitet oprindeligt var udvikling af software, men i dag er selskabet tættere på en investeringsfond med fokus på bitcoin, skriver Bloomberg News. Tidligere har det kastet roser af sig fra analysehuset Citron Research, der har fremhævet Microstrategy som den nemmeste måde at købe bitcoin. Siden er investering i bitcoin blevet mere tilgængeligt for store som små investorer gennem køb af ETF'er, der er en form for investeringsbevis.
BITCOIN PÅ VEJ MOD MAGISK GRÆNSE
Bitcoin rider fortsat på den bølge, som den kommende præsixdent, Donald Trump, har skabt ved at sige, at han vil gøre USA til planetens kryptohovedstad. Kryptovalutaen nærmer sig en værdi på 100.000 dollar og ligger fredag i 98.571 dollar.
.\\˙ MarketWire
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1188
- næste ›