Vest-Wood indgår hensigtserklæring om køb af T Bækgaard-koncernen

Udgivet den 17-09-1998  |  kl. 10:36  |  

København--17. september--NetPosten--Vest-Wood meddeler i forbindelse med offentliggørelsen af koncernens årsregnskab, at selskabet har indgået en hensigtserklæring om køb af T Bækgaard-koncernen pr. 1. oktober 1998.

T Bækgaard-koncernen omfatter Hammerum Døren A/S, Jutlandia Døre A/S, Jutlandia Door AB, Dørkompagniet A/S samt DF-døren A/S, og koncernens forretningsgrundlag er udvikling, salg og produktion af glatte døre.

Koncernen forventer at realisere en omsætning på ca. 175 mio. kr. og et ordinært resultat før skat på 23-25 mio. kr. i regnskabsåret der afsluttes pr. 30. september 1998. Det ordinære resultat efter skat forventes at udgøre 18-20 mio. kr. Egenkapitalen for den overtagne koncern foventes at udgøre ca. 45 mio. kr.

Hammerum Døren samt Jutlandia Døre er den næststørste udbyder af glatte døre i Norden med en dominerende markedsposition i Danmark. Koncernen forventer at realisere en ikke uvæsentlig stigning i omsætning og indtjening i 1998/99.

Ifølge meddelelsen skal en erhvervelse af T Bækgaard-koncernen ses som en naturlig forretningsmæssig ekspansion af Vest-Woods samlede døraktiviteter, der i dag alene omfatter fyldningsdøre. Synergier forventes at kunne realiseres inden for produktion, salg og indkøb.

Betaling for overtagelse af T Bækgaard-koncernen forventes erlagt i nye aktier i Vest-Wood.

Udgivet af: NPinvestordk