USA/åbning: Rolig indeksstart i New York men solid belønning til Airbnb efter regnskab

Udgivet den 14-02-2025  |  kl. 15:50  |  

De amerikanske aktier åbner fredag blandet med marginale bevægelser.

På regnskabsfronten er der stille, men en række selskaber får bedømt regnskaber leveret torsdag efter børstid. Airbnb får mere end bestået, da aktien belønnes med et plus på omkring 14 pct.

Udviklingen i det amerikanske detailsalg for januar, som markedsdeltagerne fik indblik i en time før åbningen, flyttede ikke meget, selvom det faldt mere end ventet i januar. Det blev primært forklaret med naturbrandene i Californien og ekstremt koldt vintervejr generelt.

S&P 500-indekset stiger efter 10 minutters handel 0,1 pct. efter et plus på 1,0 pct. torsdag, Nasdaq-indekset ligger uændret efter et torsdagsplus på 1,5 pct., mens Dow Jones-indekset stiger marginale 0,03 pct. pct. efter en stigning på 0,8 pct. torsdag.

AIRBNB BELØNNES FOR STÆRKE TAL

Udlejningsplatformen Airbnb leverede klart stærkere end ventet i fjerde kvartal, hvor både omsætningen, men særligt indtjeningen løb fra konsensus blandt analytikerne.

Selskabet omsatte for 2,48 mia. dollar mod en forventning om 2,42 mia. dollar, og på de nedre regnskabslinjer blev det til en indtjening per aktie på 0,73 dollar mod konsensus om 0,59 dollar.

Brian Chesky, der er administrerende direktør hos Airbnb, oplyser desuden på en efterfølgende telekonference, at selskabet venter at udrulle et nyt kundeservicesystem baseret på kunstig intelligens (AI) i maj.

Aktien stiger 13,6 pct. til 158,75 dollar.

COINBASE FALDER

Kryptobørsen Coinbase nød godt af massiv interesse for kryptovalutaer efter valget af Donald Trump som USA's præsident i november sidste år.

Det betød en mere end fordoblet omsætning i fjerde kvartal, hvor også indtjeningen løb klart fra forventningerne.

Men belønningen udebliver. Aktien falder 4,9 pct. til 283,45 dollar. Det kan være en reaktion på stigningen på 8,4 pct. i den ordinære handel torsdag inden regnskabet.

APPLIED MATERIALS SKUFFER MED PROGNOSEN

Applied Materials regnskab efter børslukketid torsdag viste et bedre end ventet ordinært overskud per aktier på 2,38 dollar mod ventet 2,28 dollar og en omsætning på 7,17 mia. dollar mod venter 7,15 mia. dollar.

Analytikerne er skuffede over, at selskabet venter en omsætning i selskabets andet kvartal, der er lavere end ventet. Restriktioner på salget til Kina tynger.

Aktien sendes ned med 6 pct. til 173,29 dollar.

INTEL PÅ VEJ MOD BEDSTE UGE LÆNGE

Aktierne i Intel ligger 2,5 pct. højere i 24,72 dollar og er på vej mod sind bedste aktieuge siden i hvert fald 1982, da aktien er steget mere end 26 pct. i indeværende uge. Spekulationer i og rygter om, at den amerikanske regering angiveligt har planer om at involvere Intel samt den taiwanske chipgigant TSMC i et samarbejde er baggrunden.

Hos finanshuset Jefferies tilskriver man også en del af stigningen, at USA's vicepræsident JD Vance på AI Action Summit i Paris lagde vægt på "vigtigheden af at sikre, at de mest kraftfulde AI-systemer bygges i USA med amerikansk designede og fremstillede chips".

MODERNA LIDT OP TRODS UNDERSKUD.

Vaccineselskabet Moderna stiger marginale 0,3 pct. til 32,03 dollar trods melding om nok et underskud i et kvartal blandt andet som følge af en uventet omkostning på 234 mio. dollar for en annulleret produktionskontrakt.

Selskabet oplyste om et underskud per aktie på 2,91 dollar, hvilket var det femte kvartalsunderskud i de seneste to år

.\\˙ MarketWire

Claus Mikkelsen

Tags:  Market Open❯  Shares❯  USA❯