Scandinavian Mobility ser gennemsnitlig vækst på 10 pct. om året de næste 3 år

Udgivet den 22-09-1998  |  kl. 09:51  |  

København--22. september--NetPosten--Ifølge årsregnskabet for Scandinavian Mobility forventer koncernen en gennemsnitlig vækst på 10 pct. om året de næste tre år.

Det er en demografiske udvikling samt stigende efterspørgel på produkter og ydelser, der er tilpasset den enkelte bruger, som øger Scandinavian Mobilitys markedspotentiale. Væksten modsvares dog - ifølge koncernen - af det fortsat stigende pres på de offentlige budgetter.

Scandinavian Mobility fastholder derfor sine forventninger til markedsudviklingen, som er karakteriseret af en stigning i den efterspurgte volumen uden en tilsvarende stigning i de dertil allokerede midler. Det betyder, at omsætning og indtjening også fremover vil være præget af stærk priskonkurrence. På denne baggrund forventer ledelsen en organisk vækst i omsætningen på ca. 5 pct. med en tilsvarende vækst i indtjeningen.

Ledelsens målsætning om en gennemsnitlig vækst på 10 pct. over de kommende tre år, forventes opnået gennem organisk vækst i omsætning og indtjening og opkøb af nye virksomheder.

Af årsregnskabet fremgår det endvidere, at det er ledelsens mål, at fastholde en overskudsgrad på 10 pct. Dette skal sikres gennem konstante effektivitetsforbedringer i alle led i produktionen, distributionen, administrationen og salgsorganisationen.

Udgivet af: NPinvestordk