Nye regler: Nu boomer sommerhussalget
Et flertal i Folketinget vedtog tirsdag at hæve lånegrænsen for realkreditbelåning af fritidshuse fra 60 til 75 procent. Det sker for øjeblikkeligt at sætte gang i sommerhusmarkedet, hvorfor loven træder i kraft allerede på mandag den 1. maj.
Regelændringen vil formentlig betyde, at politikerne lykkes med at sætte skub i en tendens, der allerede er i gang. For i første kvartal af 2017 er der solgt mange flere sommerhuse end på samme tidspunkt sidste år. Tal fra Boligsiden.dk viser, at der er solgt 1.610 sommerhuse i årets første tre måneder.
"Sommerhussalget i år er foreløbig 33 procent over niveauet fra første kvartal sidste år. Nu kommer der så en ny regel, der gør det mere attraktivt at købe et sommerhus. Simpelthen fordi det bliver billigere at låne penge til det," siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.dk.
Så meget kan du spare
Ifølge home kan en sommerhusejer, på grund af de nye regler, spare 1.200 kroner om måneden på et sommerhus til en million kroner. Og hos ejendomsmæglerne bliver den nye regel hilst velkommen.
"Det er meget positivt, at lånegrænsen for fritidshuse nu er hævet til 75 procent. Det vil gavne sommerhusmarkedet og skabe mere aktivitet i sommerhusområderne," siger formand i Dansk Ejendomsmæglerforening Torben Strøm.
Dansk Ejendomsmæglerforening vurderer desuden, at regelændringen vil gøre det mere fordelagtigt at udleje sommerhuset til turister, hvilket vil gavne både vækst og beskæftigelse i landdistrikter. Samtidig vil det blive mere attraktivt at opføre nye sommerhuse og at renovere allerede opførte huse, fordi eksisterende sommerhusejere kan tage et tillægslån op til de 75 procent og på den måde få attraktive vilkår.
Antal solgte sommerhuse i 1. kvartal i årene 2013-2017
1. kvartal 2013 | 1. kvartal 2014 | 1. kvartal 2015 | 1. kvartal 2016 | 1. kvartal 2017 |
---|---|---|---|---|
861 | 939 | 1.289 | 1.206 | 1.610 |
Tags: Bolig❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1182
- næste ›