Aktier/middag: Ørsted vinder på købsanbefaling mens udsigt til våbenhvile sender Mærsk ned

Udgivet den 17-01-2025  |  kl. 11:40  |  
Arkiv: Foto

Ørsted ligger i front fredag, efter at ABG nu ser en købsmulighed i aktien. Også Pandora gør fin figur efter positive skudsmål fra to amerikanske finanshuse.

Transportaktierne DSV og Mærsk trækkes ned, hvor Mærsk fortsat er under pres fra en kommende våbenhvile i Mellemøsten, og containerrederiet kan nu se spotpriserne på containerfragt dykke igen den seneste uge.

Samlet ligger størstedelen af de danske eliteaktier i plus fredag - men det er dog ikke nok til at sikre lidt tiltrængt fremdrift til C25-indekset, der har haft en rædderlig start på året.

Trods en lille optur ved åbningen af markedet fredag falder C25-indekset midt på dagen samlet 0,5 pct. til 1740,70.

Uden for eliteindekset er der desuden solid fremgang til Columbus, der vil sætte gang i en "strategisk gennemgang", som blandt andet åbner for nyt ejerskab af it-selskabet.

Ugens sidste dag kan samtidig være præget af en forsigtig tilgang forud for Donald Trumps indsættelse som USA's præsident på mandag, som også er en fridag for det amerikanske marked på grund af Martin Luther King Jr. dagen.

Ifølge Otto Friedrichsen, der er aktiechef i Formuepleje, har ugens omdrejningspunkt været inflationstal fra USA samt udsigten til en ny amerikansk præsident. Førstnævnte viste aftagende kerneinflation, som har gjort usikkerheden for de lange renter lidt mindre, mens usikkerheden i forhold til en ny præsident er intakt.

- Politisk usikkerhed er fællesnævneren lige nu, fordi hans politik er at være uforudsigelig, siger Otto Friedrichsen.

Derfor fokuserer markedet lige nu på indsættelsen og den reaktion, der kommer tirsdag, efter at markedet har været lukket.

- Vi ser særligt fokus på selskaber, hvor usikkerheden peger direkte ind i potentiel fremtidig indtjening, lyder det fra aktiechefen, der fremhæver Ørsted og Vestas.

ØRSTED I FRONT

Ørsted tager også sin del af rampelyset fredag, efter at ABG nu siger "køb" mod tidligere "hold". Kursmålet er samtidig sænket til 400 kr. fra 418 kr., hvilket dog fortsat indikerer et potentiale i forhold til det nuværende niveau, fremgår det af Bloomberg.

Også canadiske RBC har sat kursmålet for aktien ned, så det nu lyder 400 kr. mod tidligere 450 kr. Anbefalingen er uændret "sector perform".

Ørsted stiger 4,2 pct. til 313,20 kr. efter et fald torsdag på 2,7 pct.

Vestas ligger i slipstrømmen og henter 2,2 pct. 96,92 kr.

PANDORAS KURSMÅL HÆVES

Smykkeproducenten Pandora får hævet kursmålet hos de amerikanske børshuse JPMorgan og Citi, viser data fra Bloomberg News.

Hos JPMorgan er kursmålet løftet til 1430 kr. fra 1320 kr. med den fortsatte anbefaling "overvægt", og hos Citi lyder kursmålet nu på 1465 kr. fra tidligere 1328 kr. Her er anbefalingen "køb".

Den danske smykkeproducent har ikke selv været ude med selskabsspecifikke nyheder, men torsdag viste tal fra Cartier-ejeren Richemont en overraskende stor vækst i Europa og USA. Pandora leverer regnskab 5. februar.

Smykkeaktien stiger 0,6 pct. til 1275 kr.

RATENYT TIL MÆRSK

Og så presser udsigten om fred i Mellemøsten igen rederiaktierne. En våbenhvile kan gøre det muligt for den globale søtransport igen at passere Suezkanalen, og det er skidt nyt for fragtraterne og dermed for Mærsk.

Fredag dykker spotpriserne for containerfragt fra Shanghai til en række destinationer over hele verden med 7 pct. efter et fald på 8,6 pct. ugen inden.

Samtidig signalerer Houthibevægelsen, hvis angreb fik rederierne til at undgå Det Røde Hav, at de vil holde pause.

Mærsks B-aktie falder 4,3 pct. til 10.120 kr., mens DSV dykker 3,3 pct. til 1403,50 kr.

DEMANT TAGER MARKEDSANDELE

Demant vandt pænt frem i den offentlige amerikanske salgskanal, Veterans Affairs (VA), der tilpasser høreapparater til militærveteraner, i december, viser nye tal. GN fastholdt sin markedsandel.

Demant-aktien stiger 1,5 pct. til 287,40 kr., mens GN falder 0,1 pct. til 123,10 kr.

Uden for eliteindekset stiger aktien i det danske it-selskab Columbus fredag med 12 pct. til 11,20 kr. Det sker efter nyheden om igangsættelsen af en "strategisk gennemgang" i løbet af 2025.

Her kan udfaldet både blive nyt ejerskab, fusion eller anden form for konsolidering, skriver selskabet i en meddelelse fredag formiddag.

.\\˙ MarketWire

Trine Vestergaard

Tags:  Danmark❯  Shares❯  Intraday❯ 

Seneste nyheder

17:49 Europa/lukning: Grønt med danske selskaber i den tunge ende
17:06 Fredagens obligationer: Rentedyk på ugens sidste dag og for hele ugen
17:05 Fredagens aktier: Ørsted gik til tops mens Novo, Mærsk og DSV trak ned
16:00 USA/åbning: Grøn åbning med teknologi i front - Intel stiger på opkøbsrygter
15:52 Novo er ramt af usikkerhed vurderer Sydbank: Prisforhandlinger bør ikke overraske
14:21 USA/tendens: Udsigt til stigninger på mindsket bekymring for renten
13:44 Europa/middag: Grønt Europa trods danske selskaber i den tunge ende
13:33 Novo Nordisk viser vægttab på lidt over 20 pct. med højdosisudgave af Semaglutid
13:21 Vestas udpeger ny chef for Development og henter ny juridisk chef hos FLSmidth
12:24 Obligationer/middag: Renten dykker let frem mod amerikansk industriproduktion - KORR
12:01 Trifork får løftet kursmålet til 105 kr. hos Carnegie
11:51 Obligationer/middag: Renten dykker let frem mod amerikansk industriproduktion
11:40 Aktier/middag: Ørsted vinder på købsanbefaling mens udsigt til våbenhvile sender Mærsk ned
11:34 Mærsk vil kun sejle igennem sikkert Rødt Hav: For tidligt at spekulere i timing
11:19 Netanyahu mødes med ministre for at stemme om våbenhvile i Gaza
11:06 Eurozonen: Inflationen tiltog til 2,4 pct. i december
10:53 NNIT-topchef: Grundlag for et godt 2025 trods tilpasning i USA og Europa
10:46 Ørsted får købanbefaling hos ABG: Negativ amerikansk påvirkning vil være begrænset
10:34 Columbus åbner døren for nyt ejerskab, fusion eller konsolidering
10:12 Houthibevægelsen signalerer pause for angreb i Det Røde Hav efter våbenhvile