Obligationer/middag: Renten dykker let frem mod amerikansk industriproduktion
Renten dykker en anelse fredag formiddag, hvor investorerne positionerer sig frem mod nyt fra USA.
Således ligger renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation midt på dagen i 2,20 pct., som er 3 basispoint mere end dagen forinden. Fredag i sidste uge lukkede renten i 2,26 pct.
På den helt korte bane lander tal for den amerikanske industriproduktion ud på eftermiddagen, og de ventes at vise en lille fremgang i december mod et fald i november.
- Skulle industriproduktionen stige en del, kan det presse renterne op, skriver Mathias Dollerup Sproegel, senioranalytiker i Sydbank, i en kommentar til dagens udvikling.
Forventningen er en fremgang på 0,3 pct. i december mod at fald på 0,1 pct. måneden før, viser estimater fra Bloomberg.
På den længere bane er det imidlertid udsigten til Donald Trump som ny præsident i USA, der har investorernes opmærksomhed. Fredag er den sidste dag på finansmarkederne med Joe Biden i Det Hvide Hus, før han mandag bliver afløst af Trump - og i den forbindelse, og fordi det også er Martin Luther King Day - er de amerikanske markeder lukkede. Derfor skal vi hen til tirsdag for at få markedets reaktion.
Fredag er også landet den endelige opgørelse for inflationen i eurozonen, der i december som ventet steg til 2,4 pct. fra 2,2 pct. i november. Samtidig forblev kerneinflationen, som er renset for energi og fødevarer, i 2,7 pct. Det var ligeledes ventet blandt økonomerne, viser tal fra Bloomberg News.
.\\˙ MarketWire
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1182
- næste ›