Vestjysk Bank tæt på salg: Investorgrp vil købe statens aktier

Udgivet den 13-06-2017  |  kl. 06:34  |  

Vestjysk Bank, der landets niendestørste bank, er meget tæt på at få en ny gruppe af investorer i ejerkredsen, da den danske stat har sagt ja til at sælge alle sine aktier i banken.

Det sker som led i en løsning, hvor Vestjysk Bank samtidig får tilført penge, der skal fremtidssikre banken. Det oplyser Vestjysk Bank og Finansministeriet i to separate meddelelser.

Staten ejer 81,5 pct. af aktierne i Vestjysk Bank, og de vil efter planen blive solgt til en investorgruppe for 123 mio. kr. - svarende til 1 kr. per aktie. Til sammenligning kostede Vestjysk Bank-aktien mandag ved lukketid på børsen 14,90 kr.

Gruppen består af Nykredit, Maj Invest, Arbejdernes Landsbank, AP Pension, Novo A/S, C.L. Davids Fond og Samling, ISP Pension og Vestjylland Forsikring.

Som en del af aftalen får banken tilført 745 mio. kr. i ny egenkapital i en aktieemission, som investorgruppen deltager i.

Derudover bliver Vestjysk Bank tilført yderligere kapital i størrelsesordenen 300-375 mio. kr, som en række danske investorer - der ikke er nævnt ved navn - har garanteret.

Gruppen af investorer har desuden fremsat et bud på de resterende aktier i Vestjysk Bank, som ikke er ejet af staten, og disse aktionærer får mulighed for at deltage i emissionen.

Vestjysk Bank har haft det hårdt oven på finanskrisen, og de seneste år har banken lidt under en svær periode for danske mælke- og svineproducenter, der har medført høje nedskrivninger på udlån.

Banken har på det seneste været på udkig efter en løsning, der kunne rette op en skrøbelig solvens, og i forbindelse med årsregnskabet i februar blev en aktieemission nævnt som en af mulighederne.

Vestjysk Bank oplyser, at kapitalgrundlaget vil blive styrket markant efter emissionen og en omlægning af bankens gæld, der også er en del af den nye kapitalplan.

Solvensoverdækningen vil være på omkring 7 pct.point mod de 0,7 pct.point, som den lød på i første kvartal.

Vestjysk Bank forventer, at aktieemissionen vil blive gennemført i efteråret 2017. Banken er på aktiemarkedet værdisat til 2,25 mia. kr.

/ritzau/FINANS

Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk

Seneste nyheder