Positiv udvikling: Hussalget stiger i hele landet
Maj var en god måned for landets mange hussælgere. Salget overgik ikke kun samme måned sidste år med 19 procent, men overhalede også den hidtil bedst sælgende måned siden 2011. For selvom juni sidste år imponerede med 4.164 handler, skiftede hele 4.545 huse ejermand i løbet af sidste måned.
Og mens der længe har været godt gang i markedet omkring landets største byer samt de københavnske omegnskommuner, viser den nyeste handelsstatistik fra Boligsiden.dk, at det stigende hussalg fordeler sig langt bredere ud i landet, hvis man sammenligner tiden fra januar til maj 2016 med samme periode i år. Hele 76 kommuner oplever stigninger.
"Det er ekstremt positivt, at aktiviteten stiger i hele landet, fordi vi får nogle kommuner med, der ikke normalt tilhører førerfeltet. Hele 26 af de jyske kommuner oplever en stigning i salget på minimum fem procent, og i kommuner som Lemvig og Morsø er hushandlen endda helt oppe på en stigning på over 20 procent," siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.dk.
Overraskende topscorere
Men også Langeland, Vordingborg og Bornholm, der normalt ikke henter topplaceringer i salg, oplever stigninger på niveau med de mest aktive områder i landet.
"Når vi ser et øget salg i en kommune som Langeland, skyldes det uden tvivl muligheden for flexbolig, altså almindelige villaer, hvor man ikke bliver pålagt krav om helårsbeboelse. Den løsning er ikke kun med til at mindske risikoen for, at husene står tomme, den giver også potentielle købere mulighed for at købe en rummelig fritidsbolig til en meget gunstig pris," siger Birgit Daetz.
Hun påpeger desuden, at man netop på både Langeland, Bornholm og i Vordingborg, hvor kystlinjen er lang, kan komme tættere på havet end i mange klassiske sommerhusområder uden at skulle sprænge budgettet.
Ingen stigninger i København
Mens den generelle tendens er øget salgsaktivitet på villa- og rækkehusmarkedet, oplever flere kommuner omkring hovedstaden ganske små stigninger, eller salgsniveauer der ligefrem er faldende i forhold til sidste år. Vi skal altså ud af København for at finde de største stigninger.
"Som vi efterhånden længe har set, sker der rigtig meget på Sjælland i forhold til stigning i priser og antallet af hushandler, og det vil formentlig fortsætte, så længe priserne i København er på det eksisterende høje niveau. Uden for byen i kommuner som Ringsted, Sorø, Faxe, Solrød og Taastrup bliver der imidlertid handlet langt flere huse end sidste år. De pågældende kommuner oplever alle stigninger på over 20 procent," siger Birgit Daetz.
Blot 21 ud af landets 98 kommuner oplever fald i salgsaktiviteten. Heraf oplever ni mindre fald, mens der ses fald på mellem fem til 20 procent i otte kommuner. Fire kommuner rammer niveauer herover. Det gælder Læsø, Kalundborg, Brøndby og Glostrup.
Hussalget i maj måned 2011-2017:
2017 | 4.545 |
2016 | 3.833 |
2015 | 3.812 |
2014 | 3.262 |
2013 | 2.981 |
2012 | 2.439 |
2011 | 2.393 |
(Kilde: Boligsiden.dk)
Regionale stigninger i hussalget:
Jan-maj 2016 | Jan-maj 2017 | Ændring i pct. | |
---|---|---|---|
Hele landet | 17.187 | 18.925 | 10,1 % |
Region Hovedstaden | 4.414 | 4.839 | 9,6 % |
Region Midtjylland | 4.030 | 4.503 | 11,7 % |
Region Nordjylland | 1.876 | 2.001 | 6,7 % |
Region Sjælland | 3.072 | 3.442 | 12 % |
Region Syddanmark | 3.795 | 4.140 | 9,1 % |
(Kilde: Boligsiden.dk)
Tags: Bolig❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1183
- næste ›