Østjydsk Bank-topchef efter nye nedskrivninger: Vi er forbi det værste
Østjydsk Bank har en fremtid, selv om banken er blevet pålagt store nedskrivninger af Finanstilsynet og nu ikke lever op til myndighedernes kapitalkrav.
Sådan lyder det fra administrerende direktør Max Hovedskov.
- Vi tror på, at vi nok skal få lavet en genopretningsplan, så der er en fremtid for os, siger han.
Finanstilsynet har pålagt banken nedskrivninger på 132 mio. kr., og det betyder, at bankens kapitalprocent på 14,6 pct. ligger under det krævede 20,5 pct.
Max Hovedskov forklarer, at nedskrivningerne skyldes, at erhvervskunder i banken er gået nedenom og hjem.
- Vi har på det seneste har en række konkurser i flere forskellige brancher - herunder landbruget.
- Vi har altid erkendt, at vi har for mange store engagementer med svaghedstegn - og det betaler vi prisen for nu. Men jeg vil sige, at med de her nedskrivninger er vi ved at være på plads, siger Max Hovedskov.
Østjydsk Bank er blevet pålagt at indsende en genopretningsplan til Finanstilsynet, som blandt andet kan gå på fusion, tilførsel af nye penge eller frasalg af forretningsområder. Planen skal senest sendes 10. januar.
- Vi vil nu i gang med at kigge på en genopretningsplan, hvor vi skal redegøre for, hvordan vi vil løse de her kapitaludfordringer, men jeg kan ikke komme nærmere ind på, hvad vi vil lægge vægt på, siger Max Hovedskov.
Østjydsk Bank-aktien falder torsdag eftermiddag 40,8 pct. til 0,93 kr.
/ritzau/FINANS
Tags: CEO❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1185
- næste ›