Frygt for ny prisboble blandt boligkøberne
Finanskrisen ligger bag os, og på de fleste parametre har økonomien fundet sine ben igen. Men det betyder ikke, at vi har glemt krisen. På boligmarkedet sprang den voksende prisboble i 2007, og det betød, at mange boligejere blev særdeles hårdt ramt på pengepungen.
Og måske er det netop, fordi boligboblen stadig er i nogenlunde frisk erindring, at resultatet i en ny afstemning blandt brugerne på Boligsiden.dk, viser, at frygten for en lignende udvikling er ganske udbredt. Blandt de over 1.000 brugere, der har afgivet svar, tilkendegiver 45 procent, at de frygter, at der snart kan opstå en ny boligboble.
"Vi har været igennem nogle år, hvor boligmarkedet virkelig har trivedes. Men helt naturligt hersker der en skepsis blandt eksisterende og kommende boligkøbere, når priserne har bevæget sig opad i den fart, som vi har set siden rentefaldet i 2015. Og det er sådan set ganske sundt at forholde sig kritisk til markedet, fordi en potentiel bekymring ikke kommer ud af det blå. Selvom vi er vel ovre finanskrisen, er den ikke glemt, og de fleste er enten direkte eller indirekte blevet berørt af den økonomiske nedtur," siger Birgit Daetz, der er boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden.dk.
18 kommuner er dyrere end før krisen
Selvom priserne de seneste år har været på himmelflugt, er der dog kun 18 kommuner, der kan bryste sig af højere kvadratmeterpriser end før finanskrisen. 75 kommuner ligger under, og de resterende er nu på niveau.
Læs mere: I disse kommuner er husene dyrere end før finanskrisen
Samtidig viser de nyeste handelstal for 1. kvartal, at der nu bliver solgt færre boliger. Helt præcist 1,7 procent færre end i samme periode sidste år. Og ser vi på markedet for ejerlejligheder, der er domineret af salget i København og Aarhus, gælder det et fald på omkring 11 procent.
"Det er netop på markedet for ejerlejligheder i København, at frygten for en prisboble har været mest relevant. Men nu ser vi, at salget daler som resultat af politiske stramninger og en naturlig reaktion på det ekstremt høje prisniveau. Så alt i alt er der ikke noget, der lige nu peger i retning af et overophedet marked," siger Birgit Daetz.
Forskellige oplevelser af boligmarkedet
I afstemningen angiver 46 procent da også, at de ikke er bekymrede for, at boligmarkedet er på vej ud i en ny krise. Og at svarene fordeler sig nogenlunde ligeligt, er der ifølge Birgit Daetz en god forklaring på:
"Med mindre du følger særdeles godt med i boligmarkedets udvikling på landsplan, er det helt naturligt at tage udgangspunkt i det område, du bor i. Priserne har langt fra udviklet sig i samme tempo i de forskellige afkroge af Danmark, og derfor har nogle den oplevelse, at markedet nærmest har stået stille, mens andre kan se priserne stige henover en enkelt uge," siger hun.
Boligsiden.dk's afstemning
Afstemningen er foretaget blandt brugerne på Boligsiden.dk i perioden 11. april til 19. april 2018. I alt er der afgivet 1.052 svar til spørgsmålet:
"Frygter du, at der snart kan opstå en ny boligboble?"
Tags: Bolig❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1188
- næste ›