USA/lukning: Aktier rullede i rekord på handelsnyt - Apple i ny top

Udgivet den 07-11-2019  |  kl. 22:09  |  

Positive handelsnyheder om mulig gensidig tilbagerulning af tariffer fra Kinas og USA's side sendte torsdag atter aktierne i rekordniveau, mens renten hoppede solidt op på øget risikoappetit.

Det brede S&P 500-indeks steg med 0,3 pct. til indeks 3085,32, mens teknologitunge Nasdaq vandt 0,3 pct. til 8434,52 point. Samtidig gik Dow Jones op med 0,7 pct. til 27.677,02 indekspoint.

Alle tre indeks sluttede dermed rekordhøjt.

VIL TILBAGERULLE TOLDSATSER

Det var nyheden fra det kinesiske handelsministerium, som siden blev "bekræftet" af en anonym kilde i den amerikanske regering, om, at forhandlerne fra Kina og USA er blevet enige om i faser at tilbagerulle told på hinandens varer i forbindelse med en kommende delvis handelsaftale, som præsident Trump annoncerede i oktober.

- Handelskrigen begyndte med toldafgifter, og den bør ende med fjernelse af toldafgifter, sagde talsmand i det kinesiske handelsministerium, Gao Feng på et almindeligt pressemøde.

- I de seneste to uger har de førende forhandlere fra begge sider ført seriøse og konstruktive drøftelser om en løsning på forskellige kerneproblemer.

Meldingen reducerede risikofrygten i markedet, og det kunne ses på en stigning i renten på den tiårige amerikanske statsobligation på 9 basispoint til 1,92 pct. Frygtindekset VIX er samtidig nu dalet med næsten 50 pct. siden den seneste top i slutningen af juli, da handelskrigen eskalerede.

- Indtil en aftale er på plads, vil der naturligvis være volatilitet omkring handelsoverskrifterne. Det synes dog som om, at USA-Kina-handelsnyhederne nu overrasker til den positive side, hvilket giver markedet medvind, sagde Dan Russo, chefstrateg hos Chaikin Analytics, til Bloomberg News.

CYKLISK OG OFFENSIVT I TOP

I toppen af sektorerne i S&P 500 lå energiaktierne med et plus på 1,6 pct., da olieprisen steg på udsigt til en bedring i handelskrigen, som ellers ville bremse væksten og efterspørgslen på olie. Finans steg samtidig 0,7 pct., da den stigende rente er godt nyt for bankernes indtjening.

Desuden vandt it-aktierne frem med 0,7 pct., især løftet af chipproducenterne med et plus til den gruppe på 0,9 pct. Kommunikationsservice steg også med 0,7 pct., løftet af fremgang til Googles ejer, Alphabet, på 1,3 pct.

ÆBLE OG CHIPS PÅ MENUEN

Apple bidrog mest til fremgangen i markedet torsdag, da aktien igen satte rekord og steg med 0,9 pct. til 259,43 dollar. En handelsaftale kan betyde, at Apple undgår importtold på sin iPhone, som samles i Kina.

Qualcomm løftede også godt op med et plus på 6,3 pct. En bedring i handelskrigen er godt nyt for aktien, men samtidig leverede chipproducenten onsdag aften et stærkt regnskab for fjerde kvartal og en bedre end ventet prognose for den igangværende periode. I slipstrømmen af det steg også branchens storebror Intel med 0,8 pct.

Blandt finansaktierne førte Bank of America og Citigroup, USA's næst- og tredjestørste banker, an, med plusser på 1,3 og 1,9 pct.

HÅRD KOST FOR REJSESITES

Det gik omvendt ikke særligt godt torsdag for Expedia Group, der driver en lang række rejsesites, herunder Expedia.com. Aktien dykkede hele 27,4 pct., da koncernen trods vækst på 9 pct. i tredje kvartal skuffede på både toplinjen og bunden.

Konkurrenten Tripadvisor fulgte med ned, da koncernens indtjening i tredje kvartal også skuffede, ligesom et fald i omsætningen på næsten 7 pct. sendte toplinjen under konsensus. Læg dertil, at Tripadvisor oplevede faldende trafik på sine platforme, og resultatet blev et kursfald på 22,4 pct.

Expeida og Tripadvisor var torsdagens absolut største tabere i S&P 500 - fulgt af konkurrenten Booking Holding med et minus på 8,1 pct.

I den anden ende vandt Ralph Lauren frem med 14,7 pct. Tøjkoncernens andet kvartal viste en bedre vækst, i det sammenlignelige salg, end ventet. Den blev på 2,0 pct. mod en forventning om en fremgang på 1,1 pct., ifølge Consensus Metrix.

/ritzau/FINANS

Sten Blindkilde

Tags:  Market Close❯  Shares❯  USA❯ 

Seneste nyheder

17:54 Europa/lukning: Tysk dækfabrikant kørte fra markedet på dag præget af Trump-rally
17:04 Mandagens aktier: Novo steg på fedmehåb på grøn dag med Mærsk som bundprop
17:03 Tesla-aktien har været under belejring: Hedgefonde taber formue efter USA-valg og stigning
17:00 Mandagens obligationer: Renten faldt på nyhedstynd dag
15:43 USA/åbning: Trump-aktier i hopla på dag med indeksrekorder hele raden rundt
15:21 Danske Bank spår optur efter Trump-sejr - har nu stærkeste anbefaling for aktier i frem år
14:36 Baltic Dry-indekset fortsætter op - leverer største stigning i mere end en måned
14:28 GN-aktie stiger for tredje børsdag i træk: Storbank peger på optimistisk topledelse
14:18 USA/tendens: Rekordjagten fortsætter efter årets bedste uge - Tesla fortsat i fin form
13:57 GN-aktie stiger for tredje børsdag i træk: Storbank peger på optimistisk topledelse
13:30 RTX henter ny topchef fra Systematic
13:04 Europa/aktier: ALK i europæisk aktietop på dag præget af optimisme
12:27 Obligationer/middag: Små rentebevægelser på stille dag
11:48 Novo Nordisk er sat på JPMorgans katalysatorliste forud for Cagrisema-data
11:44 Aktier/middag: Investorernes risikolyst er tilbage - Mærsk tynges af handelsbekymringer
09:57 ALK-aktien i vejret efter milliardaftale om næsespray
09:56 ALK-aktien i vejret milliardaftale om næsespray
09:32 Huscompagniet spås lovende 2025 af Danske Bank: Stigende omkostninger bag sænket kursmål
09:27 Aktier/åbning: Positiv ugestart med nyt om Vestas og ALK-Abelló
09:14 Aquaporin indgår milepælsaftale i Centralasien