Norwegian-beslutning et tilbageslag for Københavns Lufthavns vækstplan
Københavns Lufthavn indgår ikke fremover i Norwegians planer for langdistanceflyvninger, hvilket er et tilbageslag for lufthavnens vækstplaner og i forhold til at indfri løfterne fra 2016 om 17 nye langdistanceruter.
Det skriver branchemediet Check-In.dk.
- Det er et tilbageslag i forhold til Københavns Lufthavns vækstplaner, og lufthavnen skal være skarpe og dygtige for at finde andre operatører, der kan udfylde hullet efter Norwegian, siger aktieanalysechef Jacob Pedersen fra Sydbank til Check-In.
Norwegian præsenterede 16. december 2016 sine storstilede udbygningsplaner for lufthavnen, der skulle udvides til at kunne håndtere 40 mio. passagerer. Det var også her, at lufthavnen talte om 17 nye langdistanceruter, hvilket nu imidlertid skal ske uden opbakning fra Norwegian.
- Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi havde håbet, at Norwegian ville fastholde sine langdistanceruter ud af København. Samtidig har vi dog forståelse for, at Norwegian fokuserer på den langsigtede lønsomhed og derfor tilpasser og konsoliderer sine ruter i Skandinavien.
- Vi ser frem til at fortsætte samarbejdet med Norwegian, som er en vigtig partner for lufthavnen, og som tidligere på efteråret åbnede fem nye ruter fra Københavns Lufthavn, siger kommerciel direktør Peter Krogsgaard fra Københavns Lufthavn til Check-In.dk.
/ritzau/FINANS
Tags: Shares❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1185
- næste ›