Onsdagens danske avisuddrag med fyringer, Ørsted og bæredygtig bonus

Udgivet den 22-01-2020  |  kl. 07:02  |  

BØRSEN

TRUMP LÆGGER OP TIL NYE HANDELSAFTALER

Ved World Economic Forums årlige topmøde i Davos var den amerikanske præsident, Donald Trump, i centrum. Efter 18 måneders handelskrig med Kina vil præsidenten nu lave flere handelsaftaler. (Forside, side 18-19)

NORDEA FÅR BUNDPLACERING AF KUNDERNE PGA. IT-KAOS

En undersøgelse fra Voxmeter viser, at blandt fem af landets største banker scorer Nordea lavest i kundetilfredshed. Nordea er bagud med hensyn til net- og mobilbank, lyder det. (Forside, side 6-7)

GLOBAL USIKKERHED SKABER FYRINGSRUNDER I DANMARK

Flere store danske virksomheder har inden for kort tid afskediget en stor mængde medarbejdere. Ifølge Dansk Industri, DI, er det et udtryk for, at de danske virksomheder forbereder sig på en usikker global situation. (Forside, side 8)

ERHVERVSMINISTER: KAPITALKRAV GØR DET DYRT FOR IVÆRKSÆTTERE

Den politiske beslutning om at afskaffe enkroneselskaberne, IVS'erne, skaber problemer for iværksættere. Erhvervsminister Simon Kollerup vil nu forsøge at finde en løsning på problemet. (Forside, side 14-15)

DANSKE ØRSTED FÅR TITLEN SOM VERDENS MEST BÆREDYGTIGE SELSKAB

Det canadiske analysehus og erhvervsmagasin Corporate Knights kårer Ørsted som verdens mest bæredygtige blandt verdens selskaber med en omsætning på mere end 1 mia. dollar. Ørsted er det første energiselskab, der vinder titlen nogensinde. (Side 12)

JYLLANDS-POSTEN ERHVERV

BOLIGSALGET ER PÅ HØJESTE NIVEAU SIDEN FINANSKRISEN

I 2020 nåede boligsalget det højeste niveau siden 2007. I løbet af året handlede danskerne samlet 78.873 villaer, rækkehuse, ejerlejligheder og fritidsboliger.(Forside, side 6-7)

FYRINGSRUNDER ER OVER STORE VIRKSOMHEDER

Tusindvis af medarbejdere hos blandt andre FLSmidth, Danfoss og Nets mister deres job. Christoffer Husted Rasmussen, der er dansk landechef for konsulentvirksomheden Kearney er ikke overrasket over de mange fyringer på samme tid. Han peger på global usikkerhed som forklaringen. (Side 4)

SENIORTÆNKETANKEN: ÆLDRE SKAL KUNNE TJENE PENGE PÅ AT ARBEJDE

Tidligere LO-formand Harald Børsting, der er formand for Seniortænketanken, mener, at det skal kunne betale sig at arbejde efter pensionsalderen. Derfor indleverede han 20 anbefalinger til regeringen i efteråret. (Side 8)

FINANSTILSYNET: STOR USIKKERHED VED PENSIONSPROGNOSERNE

Pensionsprognoserne er forbundet med stor usikkerhed. Det viser en undersøgelse fra Finanstilsynet, som advarer de ca. to tredjedele af danskerne med egne pensionsordninger, som vælger at sætte dem i markedsrente fremfor i garantiprodukter. (Side 12)

BERLINGSKE BUSINESS

SIEMENS-FORMAND VIL BELØNNE LEDELSE MED BONUS FOR BÆREDYGTIGHED

Jim Hagemann Snabe, som er formand for Siemens, vil måle selskabets topledere på helt nye styrker udover blot bundlinjen. En femtedel af aflønningen i aktieoptioner vil afhænge af, hvor dygtige de er til at levere en reduktion i CO2-udledning, uddannelse af medarbejdere og stigende medarbejdertilfredshed. (Forside, side 9)

NATIONALBANKEN: STRAMMERE LÅNEREGLER HAR VIRKET EFTER HENSIGTEN

De seneste års stramning af lånereglerne har ikke presset førstegangskøberne ud af boligmarkedet, men det har indskrænket valgmulighederne, hvilket også gælder for ældre, som vil belåne deres friværdi. Det viser en ny analyse fra Nationalbanken. (Side 6)

SAS-FORMAND KRÆVEDE STØRRE HONORAR FOR AT BLIVE I VENTUREFOND

Erhvervsmanden Carsten Dilling krævede større honorar og gevinst for at blive i den skandaleramte venturefond Nordic Eye. Dilling og PFA's næstformand Niels Ulrik Mousten havde ellers opsagt deres poster i fondens Investor Board, fordi de angiveligt havde mistet tilliden til Peter Warnøe efter afsløringer af ulovlige aktionærlån og bilagsrod. (side 10 og 11)

/ritzau/FINANS

Nora Simone Emilia

Tags:  newspaper❯