Valuta: Investorer ignorerer høj amerikansk inflation og ruller dollarstyrkelse tilbage

Udgivet den 13-03-2024  |  kl. 06:32  |  

Investorerne i Asien trækker onsdag morgen i ligehed med deres amerikanske kolleger på skuldrene af tirsdagens højere end ventede amerikanske inflationsdata.

Markedsdeltagerne har rullet reaktionen i valutamarkedet på de længe ventede forbrugerprisdata tilbage til udgangspunktet og ignorerer de umiddelbare udsigter til en udskydelse af starten på den ventede amerikanske rentereduktionscyklus.

Dollarindekset, der vægter dollar over for euro, japanske yen, britiske pund, canadiske dollar, schweizerfranc og svenske kroner, ligger onsdag morgen ved 5-tiden i 102,91 mod 103,00 tirsdag eftermiddag.

Det amerikanske forbrugerprisindeks steg 3,2 pct. i februar og kerneprisindekset viste en stigning på 3,8 pct. Begge indeks lå dermed 0,1 pct.point over prognoserne.

En højere inflation end estimeret var på forhånd udset til at give voldsomme trækninger i de finansielle markeder, og den umiddelbare reaktionen var da også i overensstemmelse hermed, med en stigning i de korte renter.

- Nu kan Powell ærgre sig over, at han talte om rentenedsættelser under sin redegørelse i sidste uge, da jeg formoder, at det er forklaringen på, hvorfor Fed Fund-futures stadig indregner en reduktion i juni, siger analytiker Matt Simpson fra City Index ifølge Reuters.

Analytikeren henviser til den amerikanske centralbankchef Jerome Powells redegørelse over for Kongressen i sidste uge, hvor han sagde, at Federal Reserve er ved at have den tillid, der skal til, for at reducere renten.

Men den bredere reaktion med kursfald i aktiemarkedet og styrkelse af dollar blev kortvarig, og aktiemarkedet i New York lukkede med flotte stigninger, mens styrkelsen af dollar gradvist aftog og i sidste ende blev vendt til en overordnet svækkelse.

- Da amerikanske dollar har fået rullet det meste af styrkelsen efter forbrugerpriserne tilbage, formoder jeg, at opsvinget i den amerikanske rentekurve giver et mere præcist billede, nemlig at en nedsættelse i juni er mindre sandsynlig, siger Matt Simpson.

Alligevel er markedets forventninger til rentenedsættelser på Federal Reserves pengepolitiske møde i juni stadig høj, idet der indregnes en sandsynlighed på 67 pct. mod 71 pct. tidligere på ugen, ifølge CME Groups Fedwatch.

Markedets opmærksomhed retter sig nu mod det vigtige amerikanske detailsalg, der hidtil har været ganske modstandsdygtigt, og producentpriserne, der begge fremlægges torsdag.

Og mens rentenedsættelser står øverst på forventningerne til Federal Reserve, er det stik modsat for den japanske centralbank, Bank of Japan, der ventes at droppe negative renter i nær fremtid.

54 pct. af Bank of Japan-observatører forventer, at et exit fra negative renter kommer i april, men næsten alle er enige om, at der er en vis sandsynlighed for, at det allerede sker i næste uge.

Og hele 38 pct. ser det som det mest sandsynlige ikke mindst i lyset af de indledende resultater af forårets lønforhandlinger.

Forlydender om bred accept af store lønstigninger hos de store koncerner, kan blive afgørende for Bank of Japan pengepolitiske beregninger om, hvorvidt de skal droppe negative renter på mødet næste mandag og tirsdag.

Landets største fagforening har krævet lønstigninger på 5,85 pct. i år, og senest har Toyota meddelt, at bilkoncernen vil acceptere fagforeningernes krav til fulde.

Resultatet at forårets lønforhandlinger bliver annonceret fredag.

Euro koster onsdag morgen 1,0931 dollar mod 1,0918 dollar tirsdag eftermiddag, og pund koster 1,2799 dollar mod 1,2784 dollar tirsdag.

Dollar ligger samtidig i 147,32 yen mod 147,70 yen tirsdag eftermiddag.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Forex❯ 

Seneste nyheder