Aktier/tendens: Udsigt til svag positiv åbning på ventet nyhedsstille dag

Udgivet den 13-03-2024  |  kl. 08:25  |  

Der er udsigt til en svag positiv åbning af det danske aktiemarked onsdag. Både amerikanske og europæiske aktiefutures ligger marginalt højere onsdag morgen en god halv time før åbningen i Danmark. Selskabsmæssigt er der et par mindre regnskaber i kalenderen fra Columbus, Aquaporin og Københavns Lufthavne og generalforsamlingen i GN kan muligvis også tiltrække sig opmærksomhed. Kollegaen Demant har fået analysenyt.

Amerikanske aktiefutures for de tre ledende aktieindeks, S&P 500, Nasdaq og Dow Jones, ligger mellem uændret og en stigning på 0,2 pct. og den tyske DAX-future stiger 0,2 pct.

Tirsdag lukkede det danske C25-indeks med en stigning på 0,8 pct. i 1964,54, hvor kun fire aktier endte i rødt. I toppen lå Novo Nordisk og Mærsk-aktierne, men bundproppen var Carlsberg, der teknisk faldt grundet udbetaling af udbytte efter generalforsamlingen mandag.

DEMANT MED ANALYTIKERNYT

Demant, der faldt 0,5 pct. til 356,80 kr. tirsdag, hvor selskabet holdt kapitalmarkedsdag, har fået analysenyt nyt fra de norske finanshuse DNB og ABG.

DNB har løftet sit kursmål til 400 kr. fra 375 kr., mens anbefalingen "køb" fastholdes. ABG har sænket anbefalingen af selskabets aktier til "hold" fra "køb", men fastholder kursmålet på 380 kr.

I forbindelse med kapitalmarkedsdagen satte Demant-ledelsen ord på den planlagte vej til vækst over markedsvæksten i de kommende tre til seks år. Samtidig afslørede selskabet, at flere data peger på, at den værdimæssige vækst i høreapparatmarkedet har været højere end tidligere antaget i de foregående seks år, og at den formentlig også vil være det fremover på grund af en bedre udvikling i de gennemsnitlige salgspriser.

GN HOLDER GENRALFORSAMLING

Høreapparatkollegaen GN kan også få opmærksomhed onsdag, da selskabet holder generalforsamling. Aktionærerne i selskabet har mulighed for at komme til orde og dele deres syn på udviklingen i selskabet gennem et særdeles begivenhedsrigt 2023. Det var året, hvor selskabet har arbejdet sig gennem store dele af en stor kapitalplan, der skal nedbringe den høje gæld. Arbejdet har ikke været uproblematisk, da det første forslag om en stor aktieemission blev forkastet af generalforsamlingen sidste år.

GN blev også sidste år med effekt fra fjerde kvartal lagt sammen til ét selskab, da strukturen med to underselskaber med hver sin ledelse blev droppet.

ØRSTED SÆLGER LANDVINDMØLLEPARKER

Ørsted har aftalt at sælge andele i fire amerikanske landvindmølleparker med en samlet kapacitet på 957 MW for 300 mio. dollar til investeringsselskabet Stonepeak. Derudover har Ørsted tidligere rejst cirka 700 mio. dollar i skatterabatter til denne portefølje, hvilket bringer det samlede provenu op på cirka 1 mia. dollar.

Det oplyser selskabet onsdag inden åbningen.

Ørsted-aktien faldt tirsdag 1,8 pct. til 356,50 kr.

TRE REGNSKABER UDEN FOR C25

Columbus, Aquaporin og Københavns Lufthavne er onsdagens skemasatte regnskaber.

Columbus venter i 2023 en omsætning på 1550-1600 mio. kr., et driftsresultat før af- og nedskrivninger (EBITDA) på 119-139 mio. kr. og en organisk vækst på 8-12 pct. Omsætningen i 2022 var knap 1400 mio. kr. og EBITDA blev knap 92 mio. kr.

Columbus-aktierne steg tirsdag 2,9 pct. til 7,70 kr.

Aquaporin venter i regnskabsåret 2023 en omsætning på 50-70 mio. kr. og et EBIT-resultat før særlige poster på mellem minus 105 og minus 95 mio. kr. Omsætningen var året før knap 31 mio. kr. EBIT før særlige poster var et underskud på godt 108 mio. kr.

Aquaporin steg tirsdag 1,9 pct. til 32,50 kr.

Københavns Lufthavne venter i 2023 en vækst i trafikomsætningen på 16 pct. og et resultat før skat på 350-400 mio. kr. Lufthavnene fik i 2022 et underskud før skat på 666 mio. kr.

Københavns Lufthavne faldt tirsdag 1,5 pct.

.\\˙ MarketWire

Claus Mikkelsen

Tags:  Danmark❯  Preview❯  Shares❯  indblik❯ 

Seneste nyheder

17:43 Europa/lukning: Novo-comeback sikrede marginalt plus til europæiske aktier
17:18 Mandagens obligationer: Rolig dag på det danske obligationsmarked
17:04 Mandagens aktier: Comeback til Novo sikrede julefreden i C25
17:01 Mandagens obligationer: Renten stod i stampe på rolig dag
16:43 Zealand Pharma kroner første år i C25-indekset med titlen som den mest stigende aktie
16:06 Nordea kritiseres af tidligere chefstrateg for bureaukratiske barrierer for iværksættere
15:46 USA/åbning: Spinkel fremgang og forsigtige investorer
15:07 Arvinger køber og afnoterer amerikansk stormagasin
14:33 Vestas-analytiker: Målposten kan fortsat nås i fjerde kvartal - usikkerhed om 2025
14:10 USA/tendens: Plusserne aftager inden åbningen
13:16 Vestas modtager fire europæiske ordrer med samlet kapacitet på 151 MW
12:15 Europa/aktier: Novo Nordisk stråler i toppen af det europæiske aktiemarked
12:14 Equinor afslutter købet af 10 pct. af aktierne i Ørsted
12:01 Obligationer/middag: Julefreden indfinder sig på obligationsmarkedet
11:56 Svensk casinoudbyder styrtdykker: Undersøges af britisk spillekommission
11:50 Aktier/middag: Novo-comeback trækker C25 med op i juleslutspurt
11:14 Jeudan-topchef oplever stor kundetilgang: Er ret tilfreds med porteføljens beliggenhed
10:33 Elon Musk retter sparekniven mod "absurd overbemandet" Federal Reserve
10:26 Britisk olieserviceselskab i voldsomt kursfald efter restrukturering
10:02 Novo får amerikansk godkendelse til nyt blødermiddel