Obligationer/tendens: Rentemeddelelse fra Federal Reserve i fokus

Udgivet den 20-03-2024  |  kl. 07:04  |  

Ugens helt store klimaks udløses onsdag, når den amerikanske centralbank, Federal Reserve, i aften afslutter sit todages rentemøde.

Markedet har måttet sande, at en rentesænkning næppe er på dagsordenen for marts, og fokus er i stedet på kommunikationen om startskuddet for rentenedsættelserne og ikke mindst antallet i indeværende og næste år.

Der er inden da lagt op til en stille start på obligationshandlen onsdag med enkelte europæiske nøgletalsindspark i dagens løb.

Fra Tyskland offentliggøres nyt om inflationen i form af producentpriserne for februar. De ventes på årsbasis at være faldet 3,8 pct. fra minus 4,4 pct. måneden før.

I eftermiddag offentliggøres den foreløbige opgørelse for forbrugertilliden i eurozonen i marts. Den ventes af økonomerne bedret en smule til minus 15,0 fra minus 15,5 i februar.

Desuden offentliggøres den danske forbrugertillid for marts. Sidste måned var den minus 7,4.

Tirsdag faldt renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation med 2 basispoint til 2,47 pct.

I USA faldt renten på det tilsvarende tiårige statspapir 3 basispoint til 4,29 pct., mens det toårige statspapir lukkede med en forrentning på 4,68 pct. efter et fald på 5 basispoint. De amerikanske obligationer handles ikke onsdag morgen i Tokyo, da det japanske marked holder lukket i forbindelse med en helligdag.

FEDERAL RESERVE I FOKUS

Den amerikanske centralbank, Federal Reserve, afslutter onsdag sit rentemøde, der blev indledt tirsdag. Her er det forventningen, at medlemmer af centralbankens pengepolitiske komité, FOMC, vil holde fast i renten på 5,25-5,50 pct.

Til gengæld kan det være, at banken vil tage sin hidtidige prognose for pengepolitikken i 2024 til revision. Tidligere har Federal Reserve nemlig indikeret, at renten ved årets udgang vil være 75 basispoint lavere end ved starten af året. Siden har inflationen dog vist sig at være noget mere sejlivet, end det har været håbet på, og det har fået markedet til at moderere forventningen om op mod seks rentesænkninger til i stedet nu at indregne tre.

- Federal Reserve kommer også med en ny vækst-, inflations- og renteprognose. Den seneste renteprognose viste tre rentenedsættelser i 2025 og en uændret ligevægtsrente på 2,5 pct., skriver Mathias Dollerup Sproegel, der er seniorøkonom i Sydbank, i en kommentar.

- Hvis Federal Reserve løfter skønnet på ligevægtsrenten, kan det presse renterne op. Et varsel om en rentenedsættelse til maj kan til gengæld presse renterne ned, da investorerne vurderer, at scenariet kun har en sandsynlighed på 10 pct., fortsætter han.

Rentemødet konkluderes med en rentemeddelelse, der offentliggøres klokken 19, og det efterfølgende pressemøde med formand Jerome Powell.

.\\˙ MarketWire

Morten Frederik Heltoft

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Preview❯  indblik❯ 

Seneste nyheder

17:47 Europa/lukning: Danske Rockwool sendt til bunds i rødt Europa
17:38 Rockwool har besluttet at bygge en ny produktionslinje i USA
17:04 Onsdagens aktier: Rockwool mast flad efter regnskab på dag med grønne aktier i top
17:01 Rockwool i største fald siden februar 2023 efter regnskabsskuffelse
17:00 Onsdagens obligationer: Renten endte uændret efter forventeligt nyt om inflationen i USA
16:05 Amerikansk kerneinflation steg helt som ventet i oktober
15:39 USA/åbning: Dow Jones fortsætter rekordridt på dag med slag til computeraktier
15:11 DFDS bekræfter bud på færgefart til britisk kanalø
14:06 Tørlastindekset Baltic Dry falder med 4,6 pct.
14:04 Børshus: Rockwool kan blive mødt med mindre estimatændringer efter skuffende regnskab
14:01 Investeringsøkonom om Rockwool-dyk: Investorerne har været vant til overpræstationer
13:58 ALK-Abelló får offentliggjort vigtigt fase 3-studie i The Lancet
13:34 USA/tendens: Trist optakt til forlænget weekend i sigte - Dell, HP og Crowdstrike i fald
12:59 Europa/aktier: Bilaktier bakker på Trump-told på dag med generel trist stemning
12:57 Rockwool OVERBLIK Q3: Skuffer på både omsætning og indtjening
12:19 Rockwools regioner bidrager alle til vækst - dog mindre end ventet
12:04 Just Eat dropper notering i London
12:01 Fransk energiselskab sætter amerikansk havprojekt på pause efter Trump-sejr
12:00 Aktier/middag: Fremgang til Ørsted og Vestas mens rederierne presses i ellers tamt C25
11:42 WSA ser rum til forbedring af indtjening: Bedre priser og stor vækst skal sikre fremgang