Aktier/åbning: Jævn ordreindgang tynger Vestas i grøn start

Udgivet den 02-04-2024  |  kl. 09:13  |  
Arkiv: Foto

Vestas har tirsdag lagt sig i bunden af et ellers velfornøjet C25-indeks efter vindmølleproducentens slutspurt for ordrene i første kvartal, der bød på i alt fire med en særligt stor amerikansk af slagsen.

I toppen ligger Bavarian Nordic, der har indledt den kommercielle lancering af sin koppevaccine Jynneos i USA, og DSV uden selskabsspecifikke nyheder.

Det danske C25-indeks stiger 0,5 pct. til 1952,30 efter at have holdt lukket henover påsken.

FIRE ORDRER TIL VESTAS

Vindmøllekoncernen Vestas kunne langfredag melde om fire nye vindmølleordrer, herunder en stor en af slagsen fra USA på 554 megawatt. De øvrige ordrer er alle på under 100 megawatt og kommer fra Italien, Sydkorea og Sverige.

Ordreindgangen hos Vestas vurderes dog at lande under analytikerforventningerne i første kvartal, men fortsat fremskridt på det amerikanske vindmøllemarked er opløftende. Det vurderer det amerikanske finanshus Citi i en kommentar.

Sidste år blev der opstillet rekordmeget vindkapacitet globalt med broderparten placeret i Kina. Det smittede af på ranglisten over producenterne, hvor de kinesiske producenter Goldwind og Envision indtog de to første pladser efterfulgt af Vestas, der er droppet en placering på listen over opstillet kapacitet.

Vestas falder 3,1 pct. til 186,95 kr.

Der er omvendt fremgang til B-aktien i A.P. Møller-Mærsk, der stiger 0,9 pct. til 9070 kr.

Sidste uge er der ellers kommet nyt om rateindekset Shanghai Containerized Freight Index (SCFI), der i ugen ugen op til påske faldt for sjette uge i træk.

BAVARIAN LANCERER KOPPEVACCINE KOMMERCIELT

Bavarian Nordic har igangsat kommerciel lancering af koppevaccinen Jynneos mod mpox i USA. Jynneos er den eneste vaccine, der er godkendt mod mpox af de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA.

Med lanceringen vil Jynneos blive gjort tilgængelig ad kommercielle kanaler til USA's apoteker og lægeklinikker, oplyser vaccineproducenten.

Bavarian-aktien topper C25 med et plus på 2,4 pct. til 158,65 kr.

ANALYSENYT TIL FLERE

Novo Nordisk har fået indledt dækningen hos det amerikanske børshus Bernstein med den negative anbefaling "underperform".

Kursmålet er sat til 560 kr.

Aktien stiger 0,7 pct. til 887,20 kr.

Genmab har også fået indledt dækning af amerikanske Bernstein - og også her er det med den negative anbefaling "underperform".

Kursmål lyder på 1662 kr. eller 20 pct. under onsdagens kurs.

Genmab øger 0,9 pct. til 2102 kr.

Medicokoncernen Coloplast har fået løftet kursmålet hos Barclays til 885 kr. fra 820 kr.

Anbefalingen er uændret "ligevægt".

Aktien i Coloplast bakker 0,6 pct. til 927 kr.

Ørsteds kursmål er blevet løftet til 385 kr. fra 340 kr. hos franske BNP Paribas Exane, der gentager sin neutrale anbefaling.

Aktien falder 0,5 pct. til 382,60 kr.

Alm. Brand er kommet tættere på den operative målsætning. Selskabet er det næststørste skadesforsikringsselskab på det danske marked, men det halter med tilliden, skriver Jyllands-Posten Erhverv.

Blandt analytikere er der tvivl om selskabets evne til at begå sig på aktiemarkedet, hvilket udtrykkes ved den "rabat", som aktien handles til.

Alm. Brand stiger 0,8 pct. 13,27 kr.

Bioporto har fastansat Peter Mørch Eriksen som permanent administrerende direktør, efter at han har været konstitueret i rollen siden januar.

Aktien stiger 5,5 pct. til 1,38 kr.

.\\˙ MarketWire

Morten Frederik Heltoft

Tags:  Danmark❯  Market Open❯  Shares❯ 

Seneste nyheder

17:50 Europa/lukning: Norsk tankrederi tog fronten og sejlede mod strømmen i rødt Europa
17:04 Mandagens aktier: Pandora og medicinalselskaber ramt af rentepres i rød start på ugen
17:01 Mandagens obligationer: Renten fortsatte op efter stærk jobrapport og før inflationstal
15:42 USA/åbning: Amerikanske aktier dykker efter højere renter og længere udsigt til lempelser
14:50 Shipping: Baltic Dry-indekset stiger 4,3 pct.
14:42 USA/tendens: Rød start lurer efter at renter stiger og udsigten til lempelser skubbes væk
14:15 Djurslands Bank får højere overskud i 2024 end ventet
13:23 Ørsted får nyt laveste kursmål af amerikansk finanshus
13:21 Novo står fortsat fint i konkurrencen på fedmemarkedet - storbank gentager "køb"
12:56 Pandora falder mest i fem måneder fra højeste niveau nogensinde
12:50 Johnson & Johnson i stor milliardhandel: Køber Intra-Cellular for over 100 mia. kr.
12:33 Europa/aktier: Norsk tankrederi tager fronten og bryder rød tendens i Europa
12:19 Netcompany indgår milliardaftale med pensionsfællesskabet Forca
12:16 Ny lovgivning baner vejen for udvikling af havvindenergi i Brasilien
11:52 Obligationer/middag: Renten fortsætter op efter stærk jobrapport og før inflationstal
11:44 GN-aktien fortsætter nedturen: I laveste niveau siden november 2023
11:37 Aktier/middag: Udsigt til høje renter giver rød start på ugen med Pandora i bunden
11:10 Norwegian dykker på børsen efter nedjustering: Svækket norsk krone rammer driften
10:15 DFDS: Fragtmængderne steg i december
10:08 Apples salg af iPhones faldt 5 pct. i fjerde kvartal