Aktier/middag: Zealand og Genmab synkers til bunds mens Mærsk stiger efter ratetal

Udgivet den 24-05-2024  |  kl. 11:44  |  
Arkiv: Foto

A.P. Møller-Mærsk har endnu engang fået positive ratetal i den forstand, at spotpriserne på containerfragt er steget. Det bliver taget godt imod af investorerne, der sender aktierne til toppen af det danske eliteindeks.

Modsat dykker Zealand Pharma og Genmab til bunden af C25-indekset. Det sker, efter at førstnævnte har fremlagt resultater fra et tidligt studie med vægttab mens Genmab har varslet snarlig fremlæggelse af data.

Samlet falder C25-indekset midt på dagen med 0,6 pct. til 1973,60. Inden pinse endte eliteindekset i 1985,24, hvor investorerne dermed begyndte at række ud efter rekordniveauet fra november 2021 på 2020,68.

Dermed er takterne efter et stærkt regnskab fra den amerikanske chipproducent Nvidia onsdag aften vendt fra plus til minus.

- Vi har et marked, som bevæger sig både frem og tilbage. I dag er vi lidt ramt af, at det amerikanske marked satte sig lidt i går, og det var egentlig interessant på en dag med både gode makrodata og efter Nvidias regnskab, siger Mads Zink, der er chefhandler hos Danske Bank.

- Årsagen er, at renterne er steget, og at inflationsfrygten er steget. Det sætter den overordnede tone, og det er derfor, at hele Europa og Danmark falder lidt, lyder det videre.

Herhjemme ligger den tiårige obligationsrente omkring 4 basispoint lavere midt på dagen, end den gjorde torsdag.

Mads Zink minder desuden om, at der har været pæne aktiestigninger den seneste tid, og at investorerne derfor også kan være i gang med at hive gevinster hjem.

RATERNE I FOKUS

Fredag viser rateindekset Shanghai Containerized Freight Index (SCFI), der måler spotpriserne på containerfragt fra Shanghai til en række destinationer verden over, en stigning på 7,2 pct.

Allerede torsdag viste World Container Index (WCI), der opgøres af konsulenthuset Drewry, en stigning i priserne på at få fragtet 40-fods containere på 16 pct. i den forgangne uge.

Oveni har A.P. Møller-Mærsk fået løftet sit kursmål til 13.300 kr. fra 12.700 kr. hos den amerikanske storbank Morgan Stanley. Anbefalingen er uændret "ligevægt".

B-aktien stiger 2,6 pct. til 11.810 kr., og A-aktien 2,5 pct. frem til 11.380 kr., hvilket giver de to øverste placeringer i indekset.

ZEALAND TIL BUNDS

Torsdag aften oplyste Zealand Pharma, at et tidligt studie viser pæne vægttab med behandling af fedme med GLP-1/GLP-2-analogen Dapiglutid i lave doser.

Det er toplinjedata fra det såkaldte Dream-studie, der viser et medianvægttab på 4,3 pct. efter 12 ugers behandling med lave doser af Dapiglutid, som i studiet i øvrigt er blevet vurderet som veltolereret hos patienterne.

Selskabet undersøger også effekten af meget højere doser af Dapiglutid i et fase 1b-studie, hvor toplinjeresultaterne ventes offentliggjort i andet halvår i år.

Aktien falder 2,8 pct. til 586 kr.

Helt i bunden ligger Genmab, der falder 5,2 pct. til 1919,50 kr., efter at der sent torsdag aften blev lagt et resumé ud fra et studie med et middel under udvikling til behandling af en lungekræftvariant, som selskabet i næste weekend kommer til at præsentere på den store kræftkonference ASCO i USA.

En foreløbig manglende WOW-effekt i data og en sikkerhedsbekymring er formentlig årsagen, vurderer analytiker hos Jyske Bank Henrik Hallengreen Laustsen, som dog betegner kursfaldet som en "overreaktion".

- Dataene præsenteres på ASCO 1. juni, men torsdag fik vi "abstracts", altså hovedkonklusionerne på de data, som var nået at komme med. Når vi ser på dem, så er det fint uden at være prangende, siger han.

NOVO TIL "EKSAMEN"

Sværvægteren Novo Nordisk falder 0,2 pct. til 935,50 kr. efter lukkerekord på 937,40 kr. torsdag.

Torsdag var det nyheden om Novos ansøgning om markedsføringstilladelse til sit ugentlige insulin, Awiqli, i USA, der fik fokus. Det er dog først fredag, at et uafhængigt ekspertpanel skal drøfte eventuelle risici.

Og at dømme efter udkastet til de spørgsmål, som eksperterne skal tage stilling til, ønsker den amerikanske lægemiddelstyrelse, FDA, specifikt en evaluering af brugen af Novos ugentlige insulin til behandling af type 1-diabetes. Sydbank vurderer derfor, at brugen af insulinet i type 2-diabetes tilsyneladende ikke synes at bekymre FDA, hvor banken ser langt det største potentiale.

RAKET TIL AQUAPORIN

Blandt sidepapirerne har Danske Bank løftet anbefalingen af Aquaporin til "køb" fra "hold". Det sker med et nyt kursmål på 30 kr., hvor det tidligere lød på 65 kr.

Vandteknologiselskabet Aquaporin gennemførte i slutningen af april en kapitalforhøjelse på 172 mio. kr., og det betyder ifølge Danske Bank, at fokus nu kan skifte til potentiel vækst gennem nye og eksisterende partnerskaber.

Aktien stiger 7,6 pct. til 17 kr.

Danske Bank har også sænket kursmålet for Better Collective, der ejer en lang række sports- og bettingmedier, med 10 pct. til 215 kr. hos Danske Bank.

Anbefalingen er fortsat "køb". Det fremgår af et notat fra banken.

Better Collective falder 0,6 pct. til 159 kr.

.\\˙ MarketWire

Trine Vestergaard

Tags:  Danmark❯  Shares❯  Intraday❯ 

Seneste nyheder

07:20 Obligationer/tendens: Renterne vender til lille plus - investorerne afventer inflationstal
07:11 ECB's Rehn ser sats på yderligere to rentesænkninger i år som rimeligt
06:32 Asien: Stigninger for anden dag i træk
06:32 Valuta: Dollar uændret trods strammeragtige kommentarer fra Fed-direktører
06:32 USA/T-bond: Små rentestigninger på vent-og-se-tirsdag
06:32 USA/lukning: Nvidia i comeback sikrede aktieplus tirsdag
06:30 Kalender med link - onsdag den 26. juni
17:46 Europa/lukning: Airbus snublede i mangel på reservedele - Zealand Pharma fortsatte optur
17:24 Zealand efter tre rekorder på stribe: Indleder salg af nye aktier for over 6 mia. kr.
17:04 Tirsdagens aktier: Novo trak eliteindeks i grønt - Zealand Pharma fortsatte op
17:02 Novo Nordisk sætter rekord: Markedsværdien passerer 4500 mia. kr.
17:00 Tirsdagens obligationer: Rentefald på stille dag med tillidstal og centralbanktaler
16:29 Novo og Pandora er i top 100 i Time Magazines kåring af de mest bæredygtige virksomheder
16:08 Amerikansk forbrugertillid faldt mindre end ventet i juni
15:58 Rockwool vil bygge ny fabrik i Sverige med verdens største elektriske stensmelter
15:40 USA/åbning: Revanche til Nvidia og Eli Lilly går efter endnu en rekord i blandet åbning
15:27 Vestas vinder ordre med lang serviceaftale i Spanien
15:21 Vestas' kursmål sænkes med lige over en tier hos Morningstar
14:27 USA/tendens: Sønderslåede Navidia rejser sig på ventet grøn dag
13:46 Novo-rival har lovende data fra vægttabshåb: Vil udfordre Wegovy i Kina