USA/tendens: Pilen peger ned i USA før vigtige inflationstal

Udgivet den 11-07-2024  |  kl. 13:51  |  

Der er kamp om de sommerferierejsende hos de amerikanske flyselskaber, og det rammer aktierne hos flyselskabet Delta Airlines og flere konkurrenter.

Også snack- og drikkevareproducenten Pepsico går en svær dag i møde på aktiemarkedet, da inflationen påvirker købelysten hos forbrugerne.

Og netop inflationen bliver et centralt emne i dagens handel, da dugfriske forbrugerpriser bliver offentliggjort og kan påvirke stemningen. Det skyldes, at inflationen har afgørende betydning for den amerikanske centralbanks fremtidige rentebeslutninger.

Ifølge Bloomberg Econimics cheføkonom Anna Wong er der gode udsigter for dagens offentliggørelse af udviklingen i forbrugerpriserne. Det bør give renteudvalget under centralbanken, Federal Reserve, tro på, at det bevæger sig i den rigtige retning.

- Det bør sætte scenen for, at Federal Reserve kan begynde at sænke renterne i september, siger hun til Bloomberg News.

FORBRUGERPRISER OG REKORDJAGT

De overordnede forbrugerpriser ventes at være steget 3,1 pct. på årsbasis i juni mod en stigning på 3,3 pct. i maj. De endnu vigtigere kerneforbrugerpriser, der fraregner energi og fødevarer, estimeres at være steget 3,4 pct. - altså uændret fra måneden før.

På det amerikanske marked er stemningen blandet forud for åbningen, hvor futures for de tre ledende indeks - Dow Jones, S&P 500 og Nasdaq - bevæger sig frem og tilbage mellem rødt og grønt. Knap to timer før handelsstart er faldet i niveauet 0,1-0,2 pct.

Onsdag steg det brede S&P 500-indeks 1,0 pct. til årets 37. lukkerekord i 5633,87 indekspoint. Nasdaq sluttede også i rekord i 18.647,45 point efter et plus på 1,2 pct., mens Dow Jones vandt 1,1 pct. og fortsat er 0,7 pct. fra sin seneste rekord fra midten af maj.

Det skete, efter at centralbankchef Jerome Powell var på talerstolen foran de amerikanske politikere for anden dag i træk. Her understregede han, at Federal Reserve har gjort store fremskridt, men at banken stadig har noget vej endnu.

DELTA PRESSET AF KONKURRENCE

Det er sommerferietid, og det betyder mange rejsende. Det betyder dog også øget konkurrence blandt flyselskaberne, og det er med til at presse Delta Airlines, der ser aktien falde 9,5 pct. i formarkedet.

I det igangværende tredje kvartal forudser selskabet en indtjening per aktie på 1,7-2 dollar, hvor analytikerne havde ventet 2,02 dollar per aktie viser estimater fra Bloomberg.

- Et for stort udbud har ført til voldsomme rabatter, siger topchef Ed Bastian ifølge mediet.

Også konkurrenternes aktier er ramt torsdag, hvor American Airlines falder 4,7 pct., United Airlines mister 4,9 pct. og Southwest dykker 2,6 pct.

PEPSICO PRESSET AF INFLATION

Den vedvarende inflation har lagt en dæmper på de amerikanske forbrugeres købelyst, og det har ramt læskedrik- og fødevarekæmpen Pepsicos omsætning i andet kvartal.

På hovedmarkedet - Nordamerika - voksede omsætningen mindre end ventet, og Pepsi-producenten var samtidig ramt af tilbagekaldelser af visse morgenmadsvarer.

Det er med til at sende aktien ned med 2,2 pct. i formarkedet - til trods for at indtjeningen var bedre end ventet i andet kvartal.

Omsætningen voksede i kvartalet med 0,8 pct. til 22,50 mia. dollar, hvilket var lavere end de 22,59 mia. dollar, som analytikerne havde sat næsten op efter ifølge estimater fra Factset.

PFIZER SENDES OP

Den amerikanske medicinalgigant vil gå videre med udviklingen af sin vægttabspille Danuglipron, der skal tages én gang dagligt.

Umiddelbart efter meldingen stiger aktien i Pfizer 3,4 pct. i formarkedet i USA.

Pfizer vil udføre flere studier for at optimere dosis for Danuglipron, der ligesom Novo Nordisks storsællerter Ozempic og Wegovy gør brug af en GLP-1-agonist som virkemiddel.

.\\˙ MarketWire

Trine Vestergaard

Tags:  Preview❯  Shares❯  USA❯  Udenlandsk selskab❯ 

Seneste nyheder

17:48 Europa/lukning: Polsk distributør trak fra rødt felt tynget af jobtal
17:31 Chefanalytiker: Jobrapport gør det svært at spå Federal Reserves næste træk.
17:08 Fredagens aktier: Lettelsen kom og gik i C25 efter amerikansk jobrapport
17:01 Fredagens obligationer: Amerikansk jobrapport sendte renten på rutsjetur
16:18 Vestas i laveste niveau siden oktober 2023 efter uge med skuffende britisk auktion
16:07 Chefhandler: Stigning i danske aktier er lettelse fra sidste måneds jobrapport
15:40 USA/åbning: Dårlig stemning fortager sig - jobrapport var ikke så ringe endda
15:34 Aktier vender rundt til plus trods lavere jobvækst i USA end ventet
15:10 Cheføkonom: Den amerikanske økonomi holder dampen oppe
15:03 Jobvækst på sporet dæmper sandsynligheden for ekstra stor rentenedsættelse i USA på næste møde
14:58 Feds Williams finder det nu passende at sænke renterne
14:48 Cheføkonom: Lunken jobrapport er ikke nok til at dulme recessionsfrygten
14:36 Amerikansk beskæftigelsesrapport viste skuffende jobskabelse i august
14:02 USA/tendens: Urolig stemning inden jobrapport med særligt pres på teknologi
13:25 Volvo Car i laveste niveau siden januar efter ugefald på 14 pct.
13:21 Google misbruger sin markedsposition mener britiske konkurrencemyndigheder
13:17 Novo holder kortene tæt til kroppen om vægttabstablet
13:01 Europa/aktier: Fransk tekstilselskab får flosset kanterne i trykket marked
12:26 Fransk tekstilvirksomhed falder med 16 pct. efter bud på amerikansk selskab
11:58 Obligationer/middag: Renterne fortsætter nedad inden amerikansk jobrapport