Aktiechef i Goldman Sachs ser kunstig intelligens som ny boble

Udgivet den 18-07-2024  |  kl. 14:42  |  

Markedets store tro på kunstig intelligens som den næste teknologiske revolution kan vise sig at blive en ny it-boble.

Det mener Goldman Sachs' aktiechef, Jim Covello, der ifølge Bloomberg News dog vurderer, at der kan gå år, før den eventuelle AI-boble vil briste.

Spørger man Jim Covello, vil den kunstige intelligens' bidrag til teknologien ikke komme i nærheden af den fra smartphones og internettet.

Selskaber verden over har ellers kastet hundredvis af milliarder dollar efter teknologien, der potentielt kan erstatte medarbejdere, øge effektiviteten og sætte skub i væksten.

Kunstig intelligens er dog ikke nogen ny teknologisk revolution, mener Jim Covello ifølge Bloomberg News, og når verden også indser det, vil de selskaber, der har nydt godt af AI-bølgen, blive sendt voldsomt retur.

- De fleste teknologiske overgange i historien - særligt de transformative - har fået os til at erstatte dyre løsninger med meget billige løsninger, siger Goldman Sachs' aktiechef.

- At erstatte job med abnormt omkostningsrig teknologi er nærmest det stik modsatte, fortsætter han.

Jim Covello er ifølge Bloomberg News foregangsmand for en mindre, men dog voksende, gruppe af eksperter, der forholder sig kritisk til, hvor omfattende bidraget fra kunstig intelligens bliver.

Siden slutningen af 2022 har den store tro på kunstig intelligens løftet markedsværdien af det amerikanske aktieindeks S&P 500 med næsten 16.000 mia. dollar på troen om, at AI skulle være kilden til ny vækst.

Samme tro har også medført, at det amerikanske teknologiselskab Nvidia er gået fra at være en grafikkortproducent til nu at være synonym med AI-bølgen med sin produktion af computerchips til brug inden for kunstig intelligens. Selskabets aktie er siden slutningen af 2022 steget med mere end 700 pct. og er nu verdens tredjestørste målt på markedsværdien, der onsdag lød på 2902 mia. dollar.

Også selskaber som Microsoft, Apple, Meta, Alphabet og Amazon har nydt godt af AI-bølgen, da selskaberne vurderes at kunne få stor gavn af teknologien i deres produkter.

Der er da også også flere prominente personer i forretningsverdenen, der har stor tillid til den nye teknologi. Heriblandt er Jamie Dimon, der er topchef for USA's største bank, JPMorgan Chase. Han vurderer ifølge Bloomberg News, at AI's bidrag til verden kan blive på niveau med pressen, dampmaskinen og elektriciteten.

Goldman Sachs' Jim Covello vurderer dog, at selv om kunstig intelligens særligt inden for kodning kan gøre en forskel, er det langt fra nok til at retfærdiggøre omkostningerne forbundet med den nye teknologi. Hvis ikke den kunstige intelligens inden for et år til halvandet har bevist sit værd, kan det få aktiemarkedets holdning til sektoren til at vende, lyder vurderingen.

.\\˙ MarketWire

Morten Frederik Heltoft

Tags:  Shares❯  Udenlandsk selskab❯ 

Seneste nyheder

17:54 Europa/lukning: Danske aktier gav europæiske baghjul i positivt fredagsmarked
17:52 DSV blev sejrherre i jagten på DB Schenker: Lagde tæt på 33 mia. kr. til markedsværdien
17:38 Elon Musks X kan gå fri af EU's lov mod "big tech": Det sociale medie er for småt
17:03 Fredagens aktier: C25 i rekord efter dag med gigantopkøb for DSV og grønne aktier i front
17:02 Fredagens obligationer: Rentefald gik i sig selv igen
16:10 Amerikansk tillidsindeks løftes i september af aftagende inflationsfrygt
15:41 USA/åbning: Lettere positiv aktiestart i New York trods fald i Boeing og Adobe
14:32 USA/tendens: Strejke rammer Boeing og prognose skæmmer Adobe i ventet rolig ugeafslutning
14:11 DSV bekræfter nedskæringer i Tyskland på 1600-1900 job ved integration af DB Schenker
13:47 DSV-topchef: Tidslinje for synergieffekter vil afhænge af fagforeningsaftale
13:12 Europa/middag: Danske aktier fører an i optur med rekord i C25
12:31 Obligationer/middag: Mindre rentefald fra start på nøgletalsfattig dag
12:18 Medie: DSV planlægger at skære 1600-1900 stillinger i Tyskland som del af integration
12:14 Bavarians mpox-vaccine blåstemples af WHO
12:01 DSV holder fast i opkøbsstrategi kort efter rekordovertagelse
11:47 Aktier/middag: C25 på rekordkurs anført af grønne aktier - og dæmpet plus til DSV
11:03 Industriproduktionen i eurozonen går ned i gear i juli som ventet
10:50 DSV's kursfest ebber ud
10:33 Jyske Bank om gigantopkøb: Det er en god dag for DSV
09:39 Nationalbankdirektør: Risikoen for russiske hackerangreb er reel