Et tronskifte på aktiemarkedet kan være på vej - små selskaber slår "magnificent seven"

Udgivet den 23-07-2024  |  kl. 10:12  |  

Giganter som Nvidia, Apple, Alphabet og Microsoft - der er en del af de såkaldte "magnificent seven" - har de seneste år næsten egenhændigt været ansvarlig for fremgangen i det brede aktiemarked. Men nu er der ved at ske et bemærkelsesværdigt skifte.

De mindre selskaber vinder frem, og i sidste uge slog afkastet hos de mindre aktier det brede S&P 500-indeks på tværs af syv handelsdage med den største margen siden april 2001.

Det skriver Wall Street Journal.

Hen over den sidste måned har indekset Russell 2000, der huser de mindre amerikanske aktier, givet et afkast på 9,8 pct., mens S&P 500 er steget 1,7 pct.

Udviklingen kommer bag på flere af de investorer, som Wall Street Journal har talt med, og nu forsøger investorerne at finde ud af, om der er tale om en engangsforestilling, eller om der er et større skifte på vej.

En del af forklaringen kan ifølge avisen måske findes i udsigten til snarlige rentenedsættelser fra den amerikanske centralbank.

De stigende renter - og den efterfølgende fastholdelse - fik investorerne til at søge tilflugt i de store selskaber, mens de mindre og ofte mere rentefølsomme virksomheder blev fravalgt.

Men med vedvarende tegn på, at inflationen for alvor er aftagende i USA, kan markedsdeltagerne igen have fået blod på tanden.

- Hvem har gavn af, at renterne bliver sænket? Det har dem, der led mest skade, da renterne steg, og det er dybest set de svagere spillere, siger Raheel Siddiqui til Wall Street Journal.

Samtidig kan det nærtstående amerikanske præsidentvalg have spillet en vigtig rolle. Den tidligere præsident Donald Trump ser fortsat ud til at være klar favorit, selv om Joe Bidens beslutning om at trække sig har givet større usikkerhed om udfaldet.

Ikke desto mindre venter flertallet fortsat en valgsejr til Trump, og at det vil medføre mindre striks regulering og måske lavere skatter.

Om der er tale om et decideret tronskifte på aktiemarkedet vil blive mere tydeligt hen over de næste uger, når de amerikanske regnskaber begynder at tikke ind.

- Indtjeningsvæksten kommer til at være en afgørende faktor i forhold til, om trenden vil forsætte, siger Sumali Sanyal, der er seniorporteføljeforvalter hos Xponance, til Wall Street Journal.

I denne uge bliver sløret løftet for, hvordan det er gået Alphabet og Tesla i andet kvartal, mens knap 300 selskaber i Russell 2000 også aflægger tal. I næste uge venter der regnskaber fra Microsoft, Meta, Apple og Amazon.

Ifølge Wall Street Journal venter analytikerne, at de syv kæmper i The Magnificent Seven vil løfte indtjeningen med 28 pct. i andet kvartal, mens Russell 2000-selskaberne i gennemsnit vil vise en vækst på knap 18 pct.

Link til originalartikel:
https://www.wsj.com/finance/stocks/a-stock-market-rotation-of-historic-p...

.\\˙ MarketWire

Christian Iversen Kielberg

Tags:  Shares❯  USA❯ 

Seneste nyheder

13:28 Südzucker dykker efter svækkede markedsforhold for sukker har ramt indtjeningen
13:25 Europa/aktier: Holder skindet på næsen frem mod rentemøde i USA
13:07 Intel har udsigt til grøn start efter aftale om levering af mikrochips til militæret
12:49 Jyske Bank indfører ansættelsesstop indtil udgangen af året
12:45 Obligationer/middag: Indledende rantefald stort set udlignet
11:46 Aktier/middag: NKT tager toppen i afdæmpet marked med lille indekplus
11:32 Flügger har begrænset vækst drevet af tocifret salgsfremgang i Polen
11:30 Demant udnævner Anne-Karen Hunt som ny chef for Diagnostics
10:45 Demant udnævner Anne-Karen Hunt som ny chef for Diagnostics
10:08 AaB venter stort underskud - nedjusterer blandt anden grundet manglende tranferindtægter
10:03 Europæiske regeringer sælger aktier i reddede banker for 119 mia. kr.
09:15 Aktier/åbning: DSV slår C25 ud af rekordkurs efter gevinsthjemtagning
09:04 Obligationer/åbning: Ugen indledes med rentefald - amerikansk rentemøde i fokus
08:48 USA/Jyske Bank: Federal Reserves rentetvivl er usædvanlig
08:27 Jyske Banks analytiker hæver kursmål for DSV efter milliardopkøb
08:26 Råvarer: Oliepriserne retter sig lidt med udsigt til rentelettelser i USA
08:10 Aktier/tendens: Genmab med lovende studiedata i C25 på rekordjagt
07:47 Sampo er klar til tvangsindløsning af de resterende Topdanmark-aktier
07:29 Valuta: Japanske yen nær årets stærkeste niveau
06:57 Obligationer/tendens: Blikket rettes mod onsdag og rentemødet i USA