Carlsberg-rival skuffer med toplinjen trods meldinger om vundne markedsandele i Europa
Carlsbergs hollandske rival Heineken er kommet ud af første halvår med lidt lavere vækst i volumener og salg end ventet af analytikere.
Det viser en regnskabsopdatering fra bryggeriet mandag morgen.
Den organiske omsætningsvækst blev 5,9 pct. mod estimeret 7,9 pct. ifølge Bloomberg News. Den organiske vækst i ølvolumerne er ligeledes en tand dårligere end forudset og landede på 2,1 pct. mod ventet 3,7 pct. blandt analytikerne.
VINDER MARKEDSANDELE
Selv betegner Heinekens administrerende direktør, Dolf van der Brink, dog resultatet i halvåret som solidt.
Han fremhæver i regnskabet, at Heinekens forretning i Nord- og Sydamerika har gjort det godt.
Samtidig er der igen vækst i Asien og Stillehavsregionen, anført af Indien ligesom det vietnamesiske ølmarked har stabiliseret sig.
Af interesse for Carlsberg melder Heineken i øvrigt om vundne markedsandele på et flertal af sine markeder i Europa, hvor ølvolumenerne er steget en anelse sammenlignet med sidste år trods dårligt vejr i juni.
STOR NEDSKRIVNING
Heinekens justerede driftsresultat landede i perioden på 2,08 mia. euro mod ventet 2,16 mia. euro ifølge Bloomberg.
På bundlinjen blev det til et tab på 95 mio. euro blandt andet som følge af en nedskrivning på Heinekens investering i kinesiske CR Beer på 874 mio. euro efter et kursfald på Hongkong-børsen. Kursfaldet afspejler ifølge Heineken muligvis bekymringer om de makroøkonomiske udsigter i Kina og dets betydning for efterspørgslen efter øl.
For hele året venter Heineken nu en organisk vækst i driftsresultatet på 4-8 pct. mod tidligere lav til høj encifret vækst.
.\\˙ MarketWire
Tags: Shares❯ Udenlandsk selskab❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1185
- næste ›